Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fiskerjænten
7
han forsynt sig med seks nye sætt klær, og bar ved
landstigningen det ene sætt utenpå det annet; »ti det
man går og står i, kan ikke fortoldes«. Men,
tykkelsen untagen, gjorde han omtrent samme figur, da lian
dagen efter kom på gaten. Han gik stiv og strak, med
hænderne ret ned, han hilste med et pludseligt rykk,
han bukket, som var han ledeløs, for atter straks at bli
stiv, han var biet den virkeliggjorte høflighed, men
altsammen uten at mæle et ord, og hurtig, med en viss
skyhed. Sit navn skrev han ikke længer Olsen, men
Ohlsen, hvilket gav byens vittige hode lejlighed til
følgende spørsmål: »Hvor langt kom Peter Olsen i
Hamburg?« Svar: »Til det første bokstav.« Han pønset
også på at kalle sig Pedro; men da han døjet så
megen harm for h’ets skyll, opgav han det og skrev sig
P. Ohlsen. Han utvidet farens handel og ægtet,
allerede i sit to og tyvende år en rødhændet butikjomfru,
forat hun skulde holde hus; ti faren var just biet
enkemann, og det var sikkrere at ha kone æn husholderske.
Årsdagen derefter fik hun en søn, som ukedagen
derefter het Pedro. Da værdige Per Olsen var biet
bestefar, følte han som et indre kall til at bli gammel. Han
overlot derfor handelen til sønnen, satte sig utenfor på
en bænk og røkte skråtobak av en snadde. Og da han
en dag tok på at kjede sig derute, ønsket han at han
snart måtte få dø, og likesom alle hans ønsker
stillfærdig var gåt i opfyldelse, således gik også dette.
Hadde nu sønnen Peter arvet udelukkende den ene
side av farens ævne, handelssluheden, så syntes
sønnesønnen Pedro udelukkende at ha arvet den ånnen,
tone-kvikheden. Han lærte meget sent at læse, men meget
tidlig at synge, han blåste fløjte så godt at man måtte
være biet det var, han var fin av syn og bløt av sinn.
Men dette kom bare faren til ulejlighed, såsom hans egen
travle nøiagtighed skulde opdrages i gutten. Når han
så glæmte noget, blev han ikke utskjændt og banket,
som faren var biet, men han blev kløpet. Dette skedde
ganske stille, med en venlighed man næsten kunde kalle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
