Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
688
selv. Hvorledes skulde ogsaa de skrøbelige Skabninger vel kunne have
frembragt den aandelige Rigdom og Herlighed, Hjemmet indeholdt. Det
kunde de umuligt. Den var ikke af Mennesker. Den var slet ikke deres;
det var Vorherres. Det var ham, der var det hele. Det var ham, der saa
ud af Forældrenes Ansigter, naar Godheden lyste ud af dem. Saaledes
kunde de ikke have set ud af sig selv. Og det var ham, der talte ud
igennem alt, hvad der var levende, og nu var i Kirkemuren. Men i saa
Fald vare jo egentlig Forældrene hos hende endnu. Hun syntes alting
kom til at se saa varmt og venligt ud ved de Tanker. Hun syntes, som
om hun i det Øjeblik saa den aandelige Rigdom i det hele, som for
hende hidtil havde været forenet i Forældrene. Som om Vejen til Hjem-
met laa lige for hende. og som hun aabnede sig derfor. Det var den kære
Vorherre altsammen. Han var i hendes Forældre og var hendes Forældre.
Han var i det hele og var det hele. Han var inden for i dem allesammen,
naar blot man kom igennem den hæslige Menneskeskal, som de trak om
ham, den, som var helt borte i de gamles aabne Ansigter.
Og da hun kom ind i den gamle Dagligstue igen syntes hun, at den
gamle, rare hjemlige Tone var kommen igen, Lænestolen lige til at sætte
sig i og det lille Bord ved Siden af med Lampen. Og det var en Jubel at
forstaa, at dette gamle blev til evig Tid, selv om alle gik: thi det hørte
ikke til Skikkelserne. Det kunde blive hos hende altid. De gamle Venner,
der bragte Mildhed og Venlighed med sig, kunde altid være til Stede,
sidde i Lænestolen og lægge Hjertevarme i Tingene; thi det var simpelt
hen Vorherre, der var Hjemmet. .,Kære Vorherre! Lad os i forladte Øje-
blikke altid finde vore Forældre igen paa den Maade. Lille Mo’er, lille
Mo’er"!
Naar Naturmanden horer saadanne Historier, forstaar han
i et Nu, at Religionen yder noget andet og mere, end nogen
Kundskab nogensinde kan yde, en Åabenhed over for det uen-
delige, som den lukkede Erkendelse er ude af Stand til at frem-
bringe.
Det kan nok synes at være en stor Forskel: men samtidig
er det umiskendeligt, hvorledes Naturudviklingslæren paa den
ovenfor omtalte ejendommelige Maade arbejder hele denne
Synsmaade i Hænderne:
lagtt. 69. Sammenlign med foranstaaende Historie den ejendom-
melige Maade, hvorpaa Naturen lærer os at betragte Verden som et stort
Hjem, hvori alle høre sammen i fælles Interesse. Alle ere de Medarbej-
dere i samme Sag (Naturudviklingen), hver paa sin Maade. Hver gør det,
som han kan. efter sin Udstyrelse. Du sang med det Næb, Du havde; det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
