Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
10 H. G,
Andersen
utroværdigt ved hvad han etsteds beretter, at en fin
Herre i Forbigaaende sagde til en anden, saa han kunde
høre det og for at han skulde høre det: «Der staar vor
udenlandske Orangutang.* Der er mangen En, som ikke
vilde agte paa Sligt, endsige skænke det en Tanke;
men for Andersen var det et Dolkestød i Brystet.
Hans i hin Tid, da man rejste med Postvogn, ganske
mærkværdige Rejselyst, som førte ham til Lande
og Egne, ingen dansk Digter før ham havde besøgt,
og som saa stærkt taler for hans ungdommelige Trang
og Evne til oplevelysten og videbegærlig at tilegne
sig nye Indtryk, ja som inderst inde er et Udslag af
Verdensborgeraanden i ham, blev nærmest kun opfattet
som en Særhed, som Vidnesbyrd om Uro i Blodet, Tomhed
i Sindet og Mangel paa Sans for det Værdifulde
i Fædrelandet. Han fortæller, at da han kom fra
Grækenland, henvendte en gammel kjøbenhavnsk Dame de
Ord til ham: Har De nu, Hr. Andersen, paa Deres lange
og mange Rejser set Noget ude, der er saa dejligt, som
vort lille Danmark? - Ja, det ved Gud jeg har! svarede
han, jeg har set Meget smukkere. - Fy, udbrød hun,
De er ikke Patriot. - Det er betegnende, at han,
som fortæller dette, har skrevet det bekendte Digt
med Omkvæd: «Jeg tror, der er skønnest i Danmark*.
Der var jo saare meget i Andersens Værker, som kunde
give Anledning til forstandig Kritik, og hvem véd,
om han havde været saa uimodtagelig for den, som det
tros, i Fald han havde faaet Indtrykket af, at den
Paagældende Kritiker ikke blot vilde ham det vel,
men forstod ham. Hvor taknemmelig han var for enhver
Belæring, viser bl. A. hans Forhold til H. G. Ørsted,
der dog som æstetisk Kritiker var hildet i snevre
Fordomme. Men vist er det, at den meste Kritik,
han fik at høre, ikke var andet end et Udslag af
den hjemmefødte Smaalighed, han morsomt kalder
«Dumhedsklogskaben». Han har givet Eksempler paa
den, og man føler med ham, naar han skriver: «Der er
noget saa Jammerligt, saa Pjaltet i slig Kritik, at
man ikke såares, men føler Lyst til, selv om man er
det mest fredsommelige Menneske, at banke Saadanne,
vaade Hunde, der træder ind i vor Stue og lægger sig
der paa de bedste Steder.»
Det kan jo ikke nytte at ville fragaa de Danskes
Skødesynd: den smaalige Forfølgelseslyst. Med
Tilfredsstillelse kunde Andersen i sit Levned meddele,
at da han en Dag til Thorvaldsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
