Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Viggo Stuckenberg
309
forlader for bestandig den Kvinde, som er bleven ham
en Plage ved kun at leve for ham.
Fablen har sin Sindrighed, men er ikke synderlig
dramatisk. Den er fremstillet i tre Akter paa
omhyggeligt, men noget ensformigt rimede Vers, i
hvilke enkelte smukke Sange er indstrøede, en Form,
der ikke viser sig særligt gunstig til Fremhævelse
af det Afgørende i Hændelser og Karakterer. Hver
Enkelthed bliver i de regelrette Rimvers ligeligt
udpenslet, og Helheden staar uklar. Arbejdet, der
er saa overfærdigt paa hvert enkelt Punkt, maa som
Helhed kaldes ufærdigt.
Der findes endog adskillige ligefrem forvirrende
Enkeltheder.
Al den Oplysning, vi endnu i anden Akt faar om,
hvem det er, Brudgommen under Ridtet til sin Brud
har dræbt, er dette den drukne Sangers Svar paa
Munkens Spørgsmaal, hvem der faldt for Grevens
Haand: Hvem? han selv! maaske en anden! - Kun med
største Vanskelighed kan man deraf slutte sig til,
at Drabsmanden har antaget den Dræbtes Navn.
I anden Akts Slutning styrter den Del af Murtinden,
hvorfra Inger lige har rejst sig, i Floden. Man
bør neppe gruble for meget over denne Hændelses
Betydning. Thi den har ingen Betydning og faar ingen.
I tredje Akt svarer Haagen, der trues med Døden:
For silde! Min røde Kind blev længst i Døden hvid.
Man gruble ikke heller for længe over Betydningen
af denne Udtalelse, der synes at stemple Haagen som
Genganger. Den betyder ingen Ting, er i Haagens
Mund kun en Art Vittighed, der forvirrer den
godtroende Læser. Det er ellers en god gammel Regel
i Skuespillet, at Personerne overmaade gerne maa lede
hverandre vild, men at vi Læsere eller Tilskuere bør
være klare over, hvad det er, som foregaar, og hvad
der er sandt af det, som siges.
Viggo Stuckenberg er gaaet ud fra en Grundfølelse
eller Grundforestilling, der var frugtbar, om end
ikke ny. Han har udformet den med lyrisk Talent, med
en ualmindelig Færdighed i Behandlingen af Verset,
men har ingenlunde grebet sit Æmne med tilstrækkelig
Energi. Han har givet os Skønskrift, hvor Stenstil
havde været at foretrække.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
