Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
125
V
Jeg har andensteds forsøgt at vise, hvorledes
Ibsen fra sine første Forsøg som Efterligner af
Oehlenschlager i Kæmpehøjen og fra den romantiske
Efterklang i de andre Ungdomsforsøg (Olaf Liljekrans)
arbejder sig frem til sin knappe og stærke Stil.
Det er lærerigere at iagttage, hvorledes han
bearbejder og omformer de Virkelighedselementer,
der sætter hans Fantasi i Bevægelse.
Kierkegaard og hans Discipel Nordmanden Lammers
laa bagved Brand. De forlod begge af from Iver
Kirken. Kierkegaard var som Brand streng og stor,
blev som han bortrevet ung.
Dog havde Ibsen fuldstændigt omformet det Optagne
efter sin Personlighed. Kravet til Væsenets Helhed,
sorn Brand stiller, er det Krav, Ibsen stillede til
sig selv; det Barske, Haarde, Strenge, er Udtryk for
hans eget Jeg, den hensynsløse Ildhu ikke mindre. Men
dybt personlig er ogsaa den Usikkerhed i Værket,
der ikke vover at give Helten Ret og dog ikke kan
give ham Uret uden at det Hele falder sammen.
Der er nemlig i Brand en Dobbelthed, den rent
menneskelige Fordring: Vær hel! og den særligt
kristelige: Forsag! Den første stammer fra Ibsens
bevidste Sjæleliv, den anden fra hans nedarvede
Kristendom.
Han tænker som en Hedning, godkender Livsfylden,
bekræfter Livets Værd, men han nærer omtrent som
Goldschmidt Ærefrygt for al Forsagen, og føler klejn
modigt. En asketisk Livsfornegtelse løber parallelt
med panteistisk Livsbekræftelse gennem hans hele
Livsværk.
Totalindtrykket er, rent teoretisk, det som
Udlændinge i Almindelighed faar, at Ibsen er en
Befrier for Vedtægter og Samfundsregler, en Forkynder
af Livsglædens Budskab. I Gengangere er han ligefrem
oprørsk, i Solness kirkefjendsk, i Epilogen udmunder
alt i Sorg over det Liv, der er forspildt, fordi det
ikke kendte Kærlighedsglæden, men gik op i Kunst og
Ry.
Men overalt staar alligevel Sanselivet i den styggeste
Belysning. Se Dionysos-Toget i Kejser og Galilæer;
det er blot grimt. Se det første forelskede Samliv
mellem Allmers og Rita, det er blot hæsligt. Er
Kvinden stolt og sky, afviser hun Mandens Favntag som
Hedda afviser Løvborgs. Er omvendt Manden ædel eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
