Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
187
hængende og gennemført Symbolik, der tvang Digteren
til at sammensvejse sit Stof noget strengere end før,
men det udmærker sig ved den ganske særegne Kolorit,
som er ejendommelig for Paludan-Mullers mytologiske
Digte. Det er ingen stærk Kolorit; snart Graat i
Graat, snart Lys i Lys, men dog ikke ganske farveløst;
det er Perlereflekser, Perlemorsglans, et svagtbroget
Farvespil, som det, der lyste fra Indersiden af hin
Muslingskal, i hvilken Venus steg op af Havet. Hos
Paludan-Muller maler Fantasus Psyches Billede for
Amor paa en saadan «perlehvid Skab; det er næsten
sindbilledligt med Hensyn til hans egen Udførelse af
Psyches Figur. Disse Skikkelser er jo nemlig ikke af
jordisk Natur, deres sande Hjem er ikke Jorden og selv
de iblandt dem, der som Psyche er al jordisk Udspring,
siger Jorden et endeligt Farvel:
Psyche (knæler):
Gæa, du hellige Moder! Du som mig fødte og amraed. Du
af hvis kærlige Læber Livets Toner jeg hørte, Tag
mod din Datters Farvel! Ej skal jeg mere dig skue;
Mindernes elskede Steder Foden ej mer skal betræde
Hisset i himmelske Sale Alle Smerter vil svinde.
Hele Paludan-Mullers Digterstræben i dette
Tidsrum er, som jeg engang har sagt, i Grunden
kun én storartet, mangfoldigt nuanceret Afsked
med Gæa. Romantiken var jo ikke ikke andet; den
skyede og flyede det Liv, den saa’ omkring sig,
og den karakterløse Tid, i hvilken dens Digtere med
Sorg saa’ sig hensatte. Paludan-Muller delte af hele
sit Hjerte denne Romantikernes Uvilje mod Digterens
virkelige Omgivelser og deres Ulyst til endog blot
i Fantasien at dvæle ved den mørke, tunge og triste
Klode, der nu engang, om Digteren led den eller ej,
drejede sig rundt med ham og alle hans Skypaladser
og Luftkasteller. Han væmmedes ved sin egen Tid, og
sikkert har han tænkt sit derved, da han lod Tithon
sige om sin Samtid:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
