Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
267
Gud; denne Drøm bliver Rædselen i Salomos Liv, og
Skitsen slutter med denne betydningsfulde Udgang:
«0g Salomo blev vis, men han blev ikke en Helt, og
han blev Tænker, men han blev ikke en Beder, og han
blev Prædiker, men han blev ikke en Troende .... og
han blev vellystig, men ikke angrende, og han blev
sønderknust, men ikke oprejst; thi Viljens Kraft havde
forløftet sig paa hvad der laa over Ynglingens Kræfter
.... Men naar Østens Dronning kom for at besøge ham,
lokket af hans Visdom, da var hans Sjæl rig, og de
vise Svar flød fra hans Læbe som den kostelige Myrrha,
der flyder ned ad Træerne i Arabien.»
Dagbøgerne (I. 421) viser, hvor tidligt det har
foresvævet Kierkegaard at skildre denne Scene og
fremstille, hvorledes baade Salomos Forstandighed og
hans Vellyst var Følger af det Store hos David, idet
Anelsen om Davids Skyld kvæler Sønnens Daads-kraft,
men vækker det Forstandige og det Fantastiske hos
ham. Men samtidigt tumlede han med en anden poetisk
Indklædning af den samme Tildragelse, og hertil
har han valgt sig Antigones fra Sofokles’s Tragedie
berømte Skikkelse. Hendes Fader Oedipus har uden at
kende sin Afstamning, besnæret af Skæbnen, begaaet
den sørgelige og modbydelige Forbrydelse at ægte
sin Moder Jokaste. Nu tænker Kierkegaard sig, at hun
er bleven vidende om Faderens Skyld. Han har udført
sit Fantasibillede i Enten-Eller i den Afhandling,
der fører Titlen Det antike Tragiskes Refleks i det
moderne Tragiske. «Hvorledes hun har faaet det at
vide, ligger udenfor den tragiske Interesse .... I en
tidlig Alder, før hun endnu var fuldkomment udviklet,
har dunkle Hentydninger til denne rædsomme Hemmelighed
momentvis grebet hendes Sjæl, indtil Visheden med
ét Slag kaster hende i Angstens Arme. Hun helliger
sit Liv til at sørge over Faderens Skæbne, over sin
egen.»
For ethvert Menneske med Tro paa en Gud, der grusomt
hævner Fornærmelser, som et udviklet Menneske
lader upaå-agtede, vilde en saadan Opdagelse være
en Sorg. For et Menneske med en saa udviklet Pietet
som Kierkegaard var den et Slag. Hvorledes stiller
nu hans Aand sig til denne «nye Forklaring* af det
Religiøse ud af «lønlig Skyld», ud af Angst og Skræk
for usynlige Magter, som spilledes ham ihænde? Hans
Sind havde allerede modtaget den dybe Fold, som Intet
mere kunde udslette. Langt fra at foranlediges til
Grublerier over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
