Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norske Personligheder - Arne Garborg (f. 1851)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Arne Garborg
463
Denne økonomiske Vildmandsagtighed fremmes ved
Religionen, der lærer Folket, at det skal lide paa
Vorherre og ikke sørge for Imorgen, og Folket har
indsuget Lærdommen, saa længe til det er blevet et
Folk af letsindige Fantaster. Bonden gaar og slider
for at holde Livet i sig, men længere kommer
%
han ikke? Kan Gud ikke lade ham finde en Guldklump
paa sin Mark en skøn Dag?
Bogen begynder med Afsyngelsen af et Salmevers i en
fattig Bondehytte Mandag Morgen. Dets sidste Linje
lyder:
Thi Gud giver sine Daade Klæder og Fød’, Naar de
monne sødelig so-ove.
Den lille Daniel, Bondesønnen, kan ikke ret fatte,
at han lige efter dette drives ud paa Arbejde. Han
faar Lærerens Forklaring, at Arbejdet er Straf for
Syndefaldet, og forstaar paa sin Vis dette saaledes,
at Haandarbejde! er Straf og Vanære, men at derimod
de Fines Arbejde, Stormandsarbejdet, , giver Ære og
gode Dage, og for Drengens Øjne højner der sig over
hans og hans Liges lavtliggende Liv som et straalende
Taarn af Magt og Glans, der bygger sig op i Landet
fra Lensmand og Skolemester gennem Præst og Foged og
Amtmand lige op til Kongen selv. Hvem der fik være
inden for! Blot at se disse Kongens Tjenere er jo en
Ære og en Ydmygelse.
Allerede det første Indtryk af Præstegaarden er
afgørende: «Der var saa rent og hvidt, at man skulde
tro, de vaskede Gulvet hver Dag; og Stole og Borde
var gjorte af Træ, der blinkede, og der var Blomster
i Vinduerne, fagre som i Paradis, og Gardiner saa
lette og hvide som Aftenskyer paa Himmelen, og paa
Væggen var der et Billede, som slet ikke lignede den
Jomfru Marie og den Kejser Nicolaus, som hang hjemme
o. s. v.», nej, han maa ud af Trældommen og Træskoene
og Vadmels-bukserne med Skindlapper for og bag, ud af
den lave, mørke Bondestue og bort fra disse Bønder,
som sidder der og snakker deres stygge Sprog i en
kvælende Luft; men først og sidst, han maa bort fra
Arbejdet!
Adgangen til en højere Dannelse aabner sig for
ham. Der er Kapellanen Hirsch, som tror paa Bonden
og véd, at det er ham, som drømmer de Tanker, der
skal rejse det nye Norge - han tager sig paa at lære
Daniel at kende og elske Aand. Haii
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
