Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
504 Naturalismen i
England
dog Kloen er en Løves! Man søge ikke her om Kritik,
Maadehold og Fornuft; har det Saarede Rovdyr
Skønsomhed og Takt, naar en Kugle, der skulde dræbe
det, kun har saaret det flygtigt? Nej Rovdyret ser
sit eget Blod flyde, der staar Blod for dets Øjne
og det vil udgyde Blod til Hævn. Det søger ikke
heller den, som fyrede, alene; naar En af Skaren
har saaret den unge Løve, da ve Skaren l Alle
Englands Digterstorheder, de berømteste, de mest
fejrede - Enhver, der var vel anskreven i Edin-burgh
Review, og Enhver, som skrev deri - bliver i denne
Satire behandlede som Skoledrenge af en tyveaarig
Yngling, der nylig selv ikke havde været andet
end Skoledreng. De løber Spidsrod, den ene efter
den anden, engelske Poeter og skotske Anmeldere
iflæng. Der forekommer her mangt et bidende Ord,
som ikke er sagt hen i Luften. Det tomme Fantasteri
i Southey’s Thalaba og denne Forfatters unaturlige
Frembringelsesdrift, de Beviser, Wordsworth’s
Digte leverer for Sandheden af hans Lære, at Vers
kun er Prosa, Goleridge’s Ammestuebarnagtighed,
og Lystenheden hos Moore snærtes med Hidsighed
og Haan. Paa Scott’s Marmion gøres et Angreb, som
minder om Aristofanes’s Spottegloser mod Euripides’s
Helte. Men den store Masse af disse Udfald er dog saa
uskønsomme og ubesindige, at de i den følgende Tid
bragte deres Forfatter langt flere Ærgrelser end dem,
hvem de gjaldt. Byrons Formynder, Lord Carlisle,
hvem Ledige Timer nylig havde været tilegnet,
men som havde und-slaaet sig for at indføre sin
Myndling i Parlamentet, Mænd som Scott, Moore, Lord
Holland, der senere hørte til Byrons bedste Venner,
var her overfusede uden Grund, ud fra rent urigtige
Forudsætninger og med en storartet Kritikløshed, der
kun har sit Modstykke i den forbavsende Redebonhed,
hvormed Byron, saasnart han kom til bedre Indsigt,
gjorde Afbøn og søgte at udslette Virkningerne af
sine gamle Vildfarelser. Han stræbte nogle Aar senere
forgæves at bringe den engang trykte Satire ud af
Verden ved at tilintetgøre dens femte Oplag helt.
Foreløbig gjorde den imidlertid stor Opsigt og
skaffede sin Forfatter den ønskede Oprejsning.
Byron havde i Begyndelsen af 1809 taget Ophold i
London dels for at give sin Satire i Trykken, dels for
at indtage sit Sæde i Overhuset. Da han Ingen havde,
til hvem han kunde henvende sig om Ledsagelse derind,
maatte han mod Skik og Brug indføre sig selv. Hans
Ven Dallas har beskrevet Scenen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
