Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Fransk Lyrik - Paul Verlaine (1844–1896)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fransk Lyrik
265
Forestillinger hos os altid er langt betydeligere
end deres Evne til ligefrem at udtrykke disse -
saa ligger et Forsøg nær paa ved Digtningens Hjælp
at meddele lignende Sindsbevægelser, som Musiken
fremkalder. Det gjaldt da ikke om at virke ved
bestemte Konturer, plastisk Sikkerhed, straalende
Farver, men lige omvendt ved Udtrykkets Ubestemthed og
Forestillingernes Utydelighed. De stolte Alexandrinere
med deres smalle Midje, de smukke Sonetter med deres
faste Korset blev skyede som enhver nøjagtig, engang
given Form; man oversaa ganske, hvor uendeligt mange
forskellige Tillempninger og Afskygninger det engang
givne Omrids kan modtage. Poesi, hed det, er jo ikke
Maleri, men Meddelelse af Sjælstilstande, i sit Væsen
ubegrænset, derfor bedst virkende ved det ubegrænsede,
det fra al Formtvang udløste. Derfor blev da Løsenet
dette: Frigørelse fra alle overleverede og alle faste
Versemaals Tvang.
De ældre havde elsket Farven: Mændene af den yngre
Gruppe brød sig kun om Afskygningen. Verlaine skrev
i et melodisk Vers:
Går nous vouloiis la Nuance encor, Pas la Couleur,
rien que la Nuance. Oh! la nuance seule fiance Le
réve au réve et la flute au cor.
Afskygningen alene forraæler Drøm med Drøm som
Fløjte med Horn. Da nu Intet fremvirker ubestemte
Forestillinger som Musiken, vilde Mallarmé virke som
den, særligt som Wagners Musik, der af ham som af
alle hans Følgesvende blev glødende beundret, eller
snarere som Wagners Tekster, der jo som Saadanne i
Reglen er ganske fortrinlige, om de end ikke i streng
Forstand kan kaldes Poesi. Mallarmés Digtninge er
formløsere end Wagners Tekster. Efter Louis Bertrands
og Baudelaires Eksempel begyndte han at skrive smaa
Poesier i rytmisk Prosa; det gav en uigennemsigtig
Stemningstaage, der blev beundret som Nyform. Ganske
ufatteligt er f. Eks. hans berømte Prosadigt med
Omkvædet: «Hvor besynderligt de Edderkoppe kryber op
ad de Vægge !>
Mallarmé nedlagde Indsigelse mod den skarpe
Adskillelse, som droges mellem Vers og Prosa, og han
udbryder et Sted: «Der er Vers overalt i Sproget,
hvor der er Rytme, altsaa overalt undtagen i Bladenes
Avertissementer. I det, som man kalder Prosa, findes
altid Vers, undertiden beundringsværdige, og i alle
G. Brandes: Samlede Skrifter. VIL
1 **
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
