Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
618 Friedrich
Nietzsche
ledes styrkedes Folkemoralen, en Skinvidenskab af
Folkemedicinens Rang.
Sæd og Skik repræsenterede tidligere Slægters
Erfaringer angaaende det formentligt Nyttige og
Skadelige; men Følelsen for det Sædelige har intet
Forhold til disse Erfaringer som saa-danne, men
til deres Alder, Ærværdighed og dermed følgende
Ubestridelighed,
Under den Krigstilstand, hvori en fra alle Sider truet
Stamme i Oldtiden levede, var under den strengeste
Sædvane-Sædeligheds Herredømme ingen Nydelse større
end Grusomhed. Grusomhed hører til Menneskehedens
ældste Festglæder og Sejrsglæder. Man tænkte sig
ogsaa Guderne kvægede og festligt stemte, naar man
bød dem Synet af Grusomheder - og saaledes indsneg
den Forestilling sig i Verden, at ogsaa frivilligt
Selvplageri, Spægelse, Afholdenhed er af stor Værdi,
ikke som Optugtelse men som sød Lugt i Herrens Næse.
Kristendommen har som Oldtidsreligion uafbrudt anvendt
og præket Sjælekval. Man tænke sig den middelalderlige
Kristens Tilstand, naar han formodede, at han ikke
mere kunde slippe for den evige Kval. Eros og Afrodite
var i hans Forestilling Helvedes Magter, og Døden
blev Rædsel.
Faa Grusomhedsmoralen er Medlidenhedsmoralen
fulgt. Medlidenhedsmoralen prises som uselvisk,
saaledes f. Eks. og især af Schopenhauer.
Allerede Eduard von Hartmann har i sit tankerige
Værk Phånomenologie des sittlichen Bewusstseins
(217-240) paavist Umuligheden af i Medfølelsen at
se den vigtigste moralske Drivfjeder, endsige den
eneste, som Schopenhauer vil. Nietzsche angriber
Medlidenhedsmoralen fra andre Synspunkter. Han viser,
at den ingenlunde er uselvisk. Den Andens Ulykke
berører os pinligt og krænker os, stempler mig maaske
som fejg, hvis jeg ikke bringer Hjælp. Eller der
ligger i den et Fingerpeg om mulig Fare for os selv;
vi føler desuden Lyst, naar vi sammenligner vor egen
Tilstand med den Ulykkeliges, Lyst naar vi kan træde
til som de Mægtigere, de Hjælpende. Den Hjælp, vi
bringer, fornemmes af os selv som Lykke eller udriver
os maaske blot af Kedsomhed.
Medlidenheden som virkelig Medliden vilde være en
Svag-hed, ja en Ulykke, thi den vilde forøge Lidelsen
i Verden. Den, der for Alvor vilde hengive sig til
Medlidenhed med al den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
