Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXVIII. Shakespeares lyse lykkelige Tid. Som Jer behager. Landstrygerstemning. Naturlængsel. Jacques og Shakespeare selv. Stykket en Viddets Fest - XXIX. Fuldendt sjælelig Harmoni. Helligtrekongersaften. Skemt med Puritanismen. De smægtende Skikkelser. Violas hjertevindende Ynde. Farvel til Spøgen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264 William
Shakespeare
. Det var det Tungsind, som findes hos Tænkeren og den
store kunstneriske Frembringer, men som da endnu med
Lethed slog over i den mest indtagende og henrivende
Lystighed.
XXIX
Ifald Læseren vil danne sig en Forestilling om,
hvorledes Shakespeare har været til Mode i dette
korte Tidsrum omkring Aarhundredskiftet, maa han
mindes en Dag, hvor han vaagnede med Følelsen af at
være helt rask og sund, ikke blot saaledes, at han
ikke havde noget Ildebefindende eller nogen bestemt
eller ubestemt Smerte nogensteds, men hvor han havde
Fornemmelsen af, at alle hans Legems Organer var i
lykkelig Virksomhed; Aandedrættet var let, Hovedet
klart og frit, Hjertet bankede roligt; det var en Lyst
at leve; Sjælen drømte om nydelsesrige Øjeblikke i
Fortiden og levede i Forventningen om nye Glæder. Man
tænke sig Livsfølelsen, som man kender den, hundrede
G°,nge saa kraftig, forestille sig sin Hukommelse,
Indbildningskraft, lagt-tagelsesgave, Skarpsindighed,
Fremstillingsevne hundredfold forøget, saa kender
man Shakespeares Grundstemning nu, da de lysere og
gladere Sider af hans Væsen har opladt sig.
Der gives jo Dage, hvor Solen synes festlig i sin
Pragt, hvor Luften virker paa Kinden som et Kærtegn og
hvor Maane-skinnet synes sværmerisk og sødt; Dage,
hvor Mændene synes En mandigere og aandfuldere,
Kvinderne skønnere og finere end ellers, og hvor
de Mennesker, der er En imod eller endog forhadte,
ikke forekommer En farlige, men komiske - saa
man føler sig løftet op over sit Liv, lykkelig og
frigjort. Shakespeare har gennemlevet dem nu.
Det er da ogsaa det Tidspunkt, hvor han har havt
sine Modstandere, Puritanerne, til Bedste, uden
Bitterhed, med ypperligt Humør. Allerede i Som Jer
behager findes en lille Hentydning til dem, hvor
Rosalinde siger (IIIs): O du gode Jupiter! hvilken
kedelig Kærlighedspræken du der har plaget din
Menighed med, uden at sige saa meget som: «Hav
Taalmodighed Godtfolk!* - I det nu følgende Hvad I
vil kølhales i Malvolios moraliserende og værdige
Don Quijote-Skikkelse, der styrtes ud i en Søgang af
burleske Situationer, selve den typiske, højtidelige
og selvgode Puritaner. Naturligvis er fra Digterens
Side
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
