Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De sværmede for det Skjønne, der bringer os til
at glemme Tiden og efter deres Definition hensatte
os i Evigheden og meddelte os «en Anticipation
af det salige Liv» (Poul Møller). Modsætningen
hertil er den Tilstand, hvor Anskuelsens Tomhed
bliver saa stor, at vi agte paa Tiden som Tid,
føle den rene Tids Indholdsløshed. De havde til
deres Yndlingsstikord det evige Øieblik, det vil
sige Uendeligheden opfattet indenfor Momentet
som Fylde. Modsætningen hertil er den Tilstand,
hvor Uendeligheden opfattes indenfor Momentet
som Tomhed, og det skeer netop under Kjedsomheden,
under den uendelige Kjedsommelighed. Det
var mod den at de, som Æsthetikeren i «Enten-Eller»,
anbefalede den geniale Lediggang som Modgift. [1]
Som Repræsentant for Ironien behandler Kierkegaard
særligt Friedrich Schlegel i hans «Lucinde».
Med Lidenskab protesterer han imod, at den
blødagtige Nydelsessyge, den rene og ægte Passivitet,
der i dette Skrift doceres og skildres og prises,
kan træde frem som en Virkeliggjørelse af det
Maal: at leve poetisk. Man har, siger han,
tidtnok søgt at vise, at slige Bøger vare umoralske;
men man vil forgjæves raabe Ak og Ve over dem,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
