Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Græsk Sprog og Literatur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Groest Sprog og Literatur
havde det uimodsagt veret antaget, at disse Digte
strev sig fra en enkelt Digter, Homeros, hvis
Levetid man satte til ca. 1000—900 f. Kr. 1795
ftgte imidlertid Tysteren F. A. Wolff at godt
gjere, at de ikke hidrFrte fra en enkelt Digter,
men meget mere var en Samling af forskjellige
Rhapsoders Sange om Begivenhederne under og
efter den trojanfle Krig. Om den Strid, som i
denne Anledning udspandt sig i den lærde Verden,
se Art. Homeros. Hvad der er vist, er, at de ho
meriste Sange maa verre affattede i Ionien i en
Tid, som ligger forud for den sikre Tidsregning.
Emner, som stod i Forbindelse med Iliadens og
Odysséens, behandledes senere af et Antal
Digtere, som har faaet Navn as de cykliske, fordi
deres Digte danner en saavel indbyrdes som med
de homeriste Sange sammenhengende Cyklus.
Det gresse Fastlands episke Digtning tog en anden
Retning gjennem Hesiodos’s (9de Aarh. f. Kr.),
hvis Theogoni er en sammenhængende Mythologi
i poetisk Form, medens hans andet Verk,
„Arbeider og Dage“, endog er af helt didaktisk Indhold.
I den Tid, som fulgte efter en fast Tidsregnings
Indførelse, formidledes Overgangen til Lyriken
gjennem dm elegiske Digtning, i hvilken det episke
Hexameter vexlede med Pentametret (elegisk
Versemaal). Elegien delte sig igjen som en Følge af
den videre Betydning, de Gamle forbandt med
dette Begreb, i flere Grene; saaledes
repræsenteredes den krigerske Elegi af Kallinos og
Tyrtæos (7de Aarh.), den gnomiske af Solon,
Theognis, Kritias m. fl., den erotiske af
Mimnermos (ca. 610), Filetas, Fanokles,
Kallimakhos og Myro, Elegien i snevrere
Forstand (som Sørgedigt) af Arkhilokhos og
Simonides (f. 556). Fra disse forskjellige
Former af Elegien, som blev foredragne til Fløitespil,
var Skridtet ikke langt til den egentlige Lyrik.
Denne falder i to Hovedafdelinger, den lesbiske
(eolist-melifie) og den doriske. Den lesbiske
Lyrik er væsentlig af erotisk og symposisk Natur;
den besynger i lette og smagfulde Vers Kjerlig
hedens og Livets Gleder og Sorger. Blandt
dens mest udmcrrkede Dyrkere kan nævnes
Alkæos fra Mitylene (600 f. Kr.), Digterinderne
Sapfo og Korinna samt fremfor alle
Anakreon fra Teos (560—475), hvis deilige Sange
om Bin og Kjerlighed er den egte helleniske Livs
gledes originaleste og fyldigste Udtryk. De dorifie
Lyrikere sang i alvorligere Toner Hymner og Kor»
sange af ophøiet Kraft og Skjpnhed. Af dem var
de ypperste Alkman fra Sardes (ca. 670),
Stesikhoros, Ibykos, Simonides fra Keos
og især Pindaros fra Kynoskefalæ i Bøotien
(f. c. 520), hvis Oder til Ære for Seierherrerne
i de hellige Lege maaske er det herligste, som er
opbevaret os af græsk Lyrik. Medens saaledes
Eposet og Lyriken fremstod og blomstrede hos
Ioner, Æoler og Dorer, var Attika den dramatiste
Digtnings Vugge. Dramaet, saavel Tragedien
som Komedien, er oprindelig fremgaaet af Lyriken,
nærmere bestemt af de med Dans ledfagede
Korsange, som tidlig sattes i Forbindelse med
Gudernes, navnlig Dionysos’s Dyrkelse. Forskjellen
mellem de to dramatiske Genrers Oprindelse kan
maaske fremstilles saaledes, at Tragedien fremgik
af Satyrernes Kor ved de bakkantiske Orgier,
Komedien af de lystige Sange ved de Festligheder,
Grcrst Sprog og Literatm
som stod i Forbindelse med Vinhøsten. Begge
Slags Sange var vistnok i Begyndelsen frie
Improvisationer. Som den, der for Tragediens
vedkommende hevede Korsangen til versbunden
Kunst og tillige indførte en Skuespiller ved Siden
af Koret, nævnes Atheneren Thespis, som skal
have levet paa Solons Tid. Han skal ogsaa
have opfundet Brugen af Masker for
Skuespillerne. Af hans Efterfølgere nævnes Khørilos
i Slutningen af det 6te Aarh. som den, der først
leverede skrevne Tragedier, og Pratinas fra
Flios som Skaberen af Satyrspillet fom en egen
Genre. Paa den sidstnævntes Tid (ca. 500)
fortælles det ogsaa, at den Skik allerede var indført,
at der samtidig opføres Stykker af konkurrerende
Digtere, af hvilke den seirende prisbelønnedes.
Dette foregik saaledes, at hver Digter optraadte med
en Trilogi, d. v. s. tre Tragedier, der behandlede
Emner, som stod i Forbindelse med hverandre,
og til hvilke der da som Efterspil sluttede sig
et lystigt Satyrdrama. Den næste betydelige
Tragediedigter, som nævnes, er Frynikhos fra
Athen, som vandt sin første Pris 511, og som
først indførte kvindelige Roller. Efter ham kom
den første af den græske Tragedies tre store
Heroer, Æskhylos (s. d.) fra Eleuis, hvis
Levetid falder mellem 525 og 456. Han førte den
tragiske Kunst et mægtigt Stykke fremad, ikke blot
ved at indføre prægtige Dekorationer, Dragter og
Maskiner paa Theatret, men ogsaa ved at føie
én Skuespiller til, hvorved altsaa Dialogen paa
Scenen opkom. Det næste Stridt fremad,
Indførelsen af en tredie Skuespiller (Tritagonistes),
tilskrives dels Æskhylos, i hvis senere Stykker
en saadan forekommer, dels hans yngre Samtidige
og Medbeiler Sofokles fra Kolanos (496—406),
som 468 beseirede Æskhylos i en dramatisk
Væddekamp. Hos Sofokles findes ikke længer den
kjæmpemæssige Kraft som hos Æskhylos, men til
Gjengjeld større Liv og Skjønhed; Koret har ikke
længer Overvegten over Dialogen, men staar i et
harmonisk afpasset Forhold til den. Den tredie
af de store atheniensiske Tragikere, Euripides
(480—407), betegner allerede Afslutningen paa
Tragediens Blomstringsperiode. Hos ham har
Lidenskaben afgjort Overvegten til Skade for det
heroiske og ophøiede i Dialog og Handling. En
vis Realisme i hans Opfatnings- og
Fremstillingsmaade sætter ham næsten nærmere vor Tids
Digtere end hans umiddelbare Forgjængere. Koret
er hos ham trængt tilbage til en forholdsvis
underordnet Betydning, og dets Sange staar i et
temmelig løsrevet Forhold til Dialogen. Af de
Tragikere, som fulgte efter Euripides, er ingen
nærmere kjendt; fra Tabet af Grækenlands Frihed
kan man regne Tragediens fuldstændige Forfald.
— Som den første græske Komedieforfatter nævnes
Susarion fra Megaris, efter hvem der fulgte
flere doriske Komikere. Uafhængig af disse
uddannedes Komedien i Athen gjennem flere Digtere,
af hvem man nu kun kjender Navnene. Alle blev
imidlertid overtrufne af Aristofanes (ca.
450—388), hos hvem den saakaldte „gamle“ Komedie
viser sig i sin høieste Fuldendelse. Denne Komedie
besad ingen helstøbt dramatisk Form og ingen
Intrige, men var en løs Sammenstilling af komiske
Scener, som ingenlunde gik ud paa at fremstille
Virkeligheden, men paa at karikere den med et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
