Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maria (Kvinder i det Nye Testamente) - Maria (engelske Dronninger). — Maria den første, „den blodige“. — Maria den anden - Maria Kristina (Dronning af Spanien) - Maria Stuart - Maria Theresia (rom.-tysk Keiserinde)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Maria
Magdalena. 4) Moder til Evangelisten Markus
(Ap. Gj. 12, 12). 5) Moder til Jakob og Joses
(Math. 27, 56). 6) En troende Kvinde i Rom
(Rom. 16, 6).
Maria, Navn paa to engelske Dronninger.
Maria den første, af Huset Tudor, f. 1516,
d. 1558, Datter af Henrik den ottende, besteg 1553
Tronen efter Edvard den sjette. Som Katholik
søgte hun at undertrykke Protestantismen og lod
en stor Del Protestanter henrette, deriblandt flere
af hendes egen Slægt, hvilket i Forening med
hendes haarde og lidenskabelige Karaktér gjorde
hende forhadt og forskaffede hende Tilnavnet „den
blodige“. Hun ægtede den spanske Konge Filip
den anden, men opholdt sig i England fjernet fra
sin Ægtefælle, hvem hun forresten lignede i
Grusomhed og Intolerance. — Maria den anden,
Datter af Jakob den anden, f. 1662, d. 1695, blev
1677 gift med Wilhelm den tredie af Oranien og
ved Revolutionen 1689 udnævnt til regjerende
Dronning.
Maria Kristina, Dronning af Spanien,
f. 1806, d. 1878, Datter af Kong Frans den
første af Begge Sicilier, ægtede 1829 den spanske
Konge Ferdinand den syvende, paa hvem hun ved
sin Skjønhed og Aandrighed sit stor Indflydelse.
1830 bevægede hun ham til ved den pragmatiske
Sanktion ogsaa at indrømme Dynastiets kvindelige
Medlemmer Arveret til Tronen; kort efter fødte
hun en Datter, Isabella, som strax blev
proklameret som Tronarving. 1832 lod Kongen sig
under sin Sygdom af sin Broder Don Karlos’s
Tilhængere bevæge til at tilbagekalde den
pragmatiske Sanktion; men Dronningens Indflydelse
gjorde sig snart atter gjeldende, og i Oktbr. blev
hun udnævnt til Regentinde under Kongens
Sygdom. Da han var bleven frisk igjen, erklærede
han Tilbagekaldelsen af den pragmatiske
Sanktion for ugyldig. Efter hans Død 1833 blev
Maria Kristina Regentinde i sin umyndige Datters
Navn. Don Karlos greb nu til Vaaben og
begyndte en Borgerkrig, som varede til 1840, og
under hvilken Enkedronningen maatte gjøre de
Liberale flere Indrømmelser. Hendes absolutistiske
Tilbøieligheder og hendes ikke udadlelige Privatliv
gjorde hende imidlertid forhadt, og hun maatte
under Opstanden 1840 nedlægge Regentskabet.
Efter 4 Aars Ophold i Frankrige vendte hun
tilbage og ægtede 1844 sin Elsker, Livgardisten
Munoz, som blev ophøiet til Hertug af Rianzares.
Indtil 1854 øvede hun stor Indflydelse paa
Regjeringen; senere opholdt hun sig dels frivillig, dels
ufrivillig for det meste i Udlandet, indtil hun
1876 vendte tilbage efter hendes Dattersøn Alfons
(den tolvtes) Tronbestigelse.
Maria Stuart, skotsk Dronning, f. 1542,
d. 1587, Datter af Kong Jakob den femte, arvede
8 Dage gammel Faderens Trone. Allerede medens
hun laa i Vuggen, blev hun af den engelske Konge
Henrik den ottende kaaret til Brud for hans Søn
Edvard, og de skotske Protestanter understøttede
denne Forbindelse. Men hendes Moder, der ikke
var for Planen, sendte hende tidlig til Frankrige,
hvor hun opdroges i den katholske Tro. Hun
udmærkede sig ved Skjønhed, Ynde og Dannelse,
og blev 1558 formælet med Dauphinen, den senere
Kong Frans den anden. Da hun et Par Aar
efter blev Enke, vendte hun tilbage til Skotland
og overtog Regjeringen efter sin Moders Død.
Livet ved det letsindige franske Hof havde imidlertid
havt en uheldig Indflydelse paa den unge,
letbevægelige Dronning, og hendes Adfærd blev derfor
snart en Forargelse for de strenge Protestanter, i
hvis Spidse Johan Knox (s. d.) stod. Det spendte
Forhold, hvori hun stod til sin Slægtning, den
engelske Dronning Elisabeth, og som hun selv
uforsigtig havde fremkaldt, bidrog til at
vanskeliggjøre hendes Stilling. 1565 ægtede hun sin
Fætter Henrik Darnley, en raa Person, som hun
snart lærte at foragte, og som af Skinsyge lod
myrde hendes Sekretær og Fortrolige, Italieneren
Rizzio, i hendes Paasyn. Efter hendes Søns,
den senere Jakob den sjettes Fødsel, kom vel et
Forlig istand mellem Ægtefællerne; men kort efter
blev det Hus, hvori Darnley opholdt sig, sprengt i
Luften, og Rygtet betegnede Dronningen og hendes
nye Yndling Grev Bothwell som Anstiftere af
Mordet, hvilken Mistanke end yderligere
bestyrkedes, da Marie [[** NB -e! **]] kort efter ægtede Bothwell.
Adelen og Protestanterne gjorde nu Opstand, tvang
Bothwell til at flygte og fangede Dronningen,
hvorefter hendes Søn blev udraabt til Konge. 1568
blev hun vel udfriet af Fangenskabet ved George
Douglas og samlede en Hær for at gjenvinde
sin Krone. Men efter Nederlaget ved Langside
(13de Mai 1568) blev hun nødt til at søge
Tilflugt hos sin Fiende Dronning Elisabeth, som
dels af religiøse og politiske Grunde, dels vel
ogsaa af saaret kvindelig Forfængelighed lod den
uiykkelige Marie [[** NB -e! **]] under Paaskud af, at hun havde
konspireret mod hendes Liv, fængsle og underkaste
en uværdig Behandling. Efterat flere katholske
Sammensværgelser havde forsøgt at befri hende og
gjøre hende til engelsk Dronning, hvilke
Sammensværgelser hun, med eller uden Grund, antoges at
kjende til, blev hun af en Undersøgelseskommission
dømt til Døden for Høiforræderi, hvilken Dom af
Elisabeth blev stadfæstet, og den 8de Febr. 1587
blev hun halshugget.
Maria Theresia, rom.-tysk Keiserinde, f. 1717,
d. 1780, Datter af Keiser Karl den sjette, blev
ved den pragmatiske Sanktion (s. d.) bestemt til
Faderens Efterfølger i de østerrigske Lande. Ved
sin Regjerings Tiltrædelse 1740 udnævnte hun sin
Mand Frans den første (s. d.) til Medregent.
Hendes Lande var imidlertid i en mislig Tilstand,
Finanserne udtømte og Hæren svækket. Dette
benyttede Østerriges mange Avindsmænd sig af;
Fredrik den anden af Preussen gjorde Begyndelsen,
idet han 1740—41 erklærede Østerrige Krig og
erobrede Schlesien, som Maria Theresia senere blev
nødt til at afstaa. Preussens Krigserklæring gav
Signalet til den otteaarige østerrigske Arvefølgekrig
(s. d.), i hvilken Frankrige, Preussen, Baiern, Pfalz,
Sachsen, Sardinien, Neapel og Spanien forenede
sig mod Østerrige under Paaskud af at støtte Karl
den syvendes (s. d.) Krav paa Keiserkronen. Ved
Englands og især det tro Ungarns Hjelp lykkedes
det imidlertid Maria Theresia at ende denne Krig
uden synderligt Tab af Land. Efter
Fredsslutningen 1748 arbeidede hun ivrig paa sine Landes
Opkomst, og hun havde den Glæde at se sine
Bestræbelser i denne Henseende lykkes. For at faa
Schlesien tilbage begyndte Østerrige den blodige
Syvaarskrig, som alligevel ikke førte til Maalet.
Da Frans, som fra 1745 bar Titel af tysk Keiser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
