Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og faldt hun mig da ogsaa om Halsen med mange
vemodige Taarer og bad mig forlade hende, nu skulde
hun nok være lystig og glad og ikke tænke paa
Havmanden mer — saa kaldte hun altid Utysket. »Men
min hjerte Søster,« sagde hun, »I kender intet til den
sviendes Sorg, det er, og den Harm og Ydmygelse,
intet at kunne lade af at tænke paa el Menneske,
som En ved, intet er det værd.«
»Skær det ud, skær det ud!« sagde Sara paa en
Gang, næsten med et Skrig. Steffen kendte ikke
hendes Stemme igen. »Jeg ved, hvad det er, men det
kan skæres ud!«
Og pludselig kastede hun sig paa Knæ foran Oude
klare og skjulte sit Ansigt i hendes Skød.
»Stakkels Barn, stakkels Barn,« sagde hun og
klappede hendes Hoved. »Ej, se Maanen dér, det er
svært, saa den har pustet sig op i Aften. — Mar’chen,
Kobberbakken!
Mar’chen rakte Spyttebakken frem, og Oude klare
spyttede og rømmede sig og hostede og fik endelig
Bugt med den Rysten i Stemmen.
»Naa, Børnlille, drik saa igen! hvor var det vi slap?
. . . Den stakkels Ursula, ja, hun græd og lamenterede.
Men saa tørrede hun sine Øjne, og saa spurgte hun
mig, Herren hjælpe mig, om jeg intet troede, at hun
havde kunnet faa Balthasar vendt om til et pænt,
kristent Menneske, naar hun bare nærede den rette,
rene Elskov til ham! — Ja, det var hendes Ord: den
rette, rene Elskov: ... til en Boucanir!
Jeg fik hende lagt i Seng og slog en Aare paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
