Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Tragik og Humor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
TRAGIK OG HUMOR
denne mere omfattende Helhed netop hævdes gennem ensidige
Bestræbelsers Undergang, fører Tragedien til klarere Forstaaelse
af Livet. Det egentligt Tragiske er altsaa for Hegel ikke Kata
strofen, men Konjlikten, og Konflikten har stadigt den nødvendige
Funktion at hævde de forskellige etiske Magters gensidige Be
grænsning.
Hegel’s lyse og energiske Optimisme vilde, dersom den kunde
fastholdes, udvide Grænserne for den store Humor som Livs
anskuelse. Men Goethe har desværre Ret overfor Hegel. Der kan
gives, og der gives absolut Tragik. For Hegel er de enkelte Indi
viders Skæbne ligegyldig, naar blot de store Ideer stadigt godt
gøre deres Magt. Men selv om et Menneskes Værd beror paa den
Sag, han tjener, skulde det saa være ligegyldigt, om han selv,
hvis Sjæl er fyldt af denne Sag, bestaar eller gaar under? Den
tragiske Lidelse kan ikke være ligegyldig, hvor stor Vægt man
saa lægger paa den ofte (ikke altid) frugtbare Konflikt mellem for
skellige Værdier, der ikke have fundet deres Begrænsning. Ide
erne (Værdierne) ere nu engang repræsenterede i Erfaringens Ver
den gennem personlige Væsener. Og, som vi have set (§ 27), er
det netop den Maade, paa hvilken den tragiske Helt i selve
Undergangen aabenbarer og hævder sit ophøjede Sindelag, der
betinger Tragediens egentlige Virken paa vort Sind.
Ved det berømte, utallige Gange kommenterede Sted i Aristo
teles’ Poetik, hvor han finder Tragediens Virkning at beståa i, at
den vækker Rædsel og Medlidenhed paa en saadan Maade, at disse
Følelser derved «renses", har man især været uenig om, hvad der
her forstaas ved «Rensning". Det er maaske rigtigst, med Erwin
Rhode (Psyche 2 11, p. 49), at tænke paa en Analogi til den Maade,
hvorpaa Musiken paa en Gang kan vække stærke Følelser og —
netop gennem Vækkelsen og Udladningen — bevirke, at de ikke
paa pinlig og hæmmende Maade herske over Sindet. Af en nyere
Tids Musik kunde man her tænke paa Beethoven’s femte Sym
foni, «Skæbnesymfonien", hvor man først hører Skæbnens tunge
Slag paa Porten og, ved at gennemtrænges af den derved vakte
Stemning, forberedes til at paavirkes af det paa en Gang frejdige
og vemodige Indtryk af Symfoniens sidste Del. Men hvad Ari
stoteles i hvert Tilfælde ikke siger Noget om, er, hvilken Ka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
