Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2ö2
kunde jeg ikke blive kvit. Det gik mig langt om længe, som
det formodentlig længe har gaaet Læseren; jeg anede, at det
havde so seine eigene Bewandniss med denne Dukke. Men
der gives Anelser, som man anser sig forpligtet til af Agtelse
for andre at blæse fra sig med Tobaksrøgen eller paa andre
Maader. Jeg havde ikke siddet eller spadseret længe, førend
det ringede paa Gadedøren og derefter bankede paa min Dør.
»Om Forladelse, Hr. Bastrup! Jeg saa Lys i Deres
Værelse, og saa tog jeg mig den Frihed —«
»Ej, velkommen, Hr. Brudgom! Naa, De var da den
sidste, af hvem jeg kunde vente Besøg i Aften. Hav den
Godhed at tage Plads«.
»Der er hændet noget nyt der over, og ingen tænker saa
snart paa at gaa til Ro. Min Svigerfader er som en Følge,
siges der, af Forskrækkelse over Ilden pludselig død. Ja, De
ser mig saa stivt i Ansigtet, min Ven. Det er saavel paa
mine egne som min kjære Tomines Vegne, at jeg meddeler
Dem et ikke altfor tilladeligt Bedrageri, hvori jeg nødtvungen
har maattet tage en rigtignok aldeles uvirksom Del«.
Dog jeg vil foretrække den episke Fortællemaade. —
Min Ven Doktorens Prognostikon var ikke saa falskt enda.
Agentens Livslys slukkedes virkelig samme Nat, da Doktoren
havde opgivet ham. Men før sin Død havde han nogle
særdeles lyse Øjeblikke, i hvilke hans Tanker mestendels vare
henvendte paa den fjerne Datter. Den Gamle fortrød, eller
ytrede, hvad han maaske længe havde fortrudt, at han havde
været haard imod de to Elskende. Han sukkede over den
Daarskab, der havde bevæget ham til at gjøre sin Broder et
højst uoverlagt Løfte, og siden uagtet Tomines Taarer,
uagtet alt, hvad han erfarede om Familiens Ødselhed og
Forfængelighed, at holde fast paa dets Opfyldelse. Da Agenten talede
saaledes, blev Madame Plöck bevæget i Sjæl og Hjerte; hun
beskrev Tomines og Gustavs Kjærlighed med rørende
Farver, Gustavs Dygtighed, Sparsommelighed og Sædelighed og
begræd hans sørgelige Forvisning til Pestens og Tigerens
Land.
»Gid jeg maa leve saa længe, at jeg kan lægge Deres
Hænder sammen!« sukkede den Gamle. Han vinkede Plöck
hen til sig og lod ham optegne hans sidste Vilje.
Bogholderen begyndte; men Livs-Oljen var fortæret. »Sørg for at —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
