Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
323
Mand, som syntes at være nær ved sine Treds. Han havde
en grov, luvslidt, men omhyggelig pudset blaa Frak, gule
Knæbuxer, en stor Læderstøvle paa det ene Ben og en mindre
af en ganske anden Udgave paa det andet, der ikke syntes at
tilhøre samme Person. Det afspendte og op til Stenen
støttede Træben forklarede Uligheden. I Førstningen kunde vi
ikke se hans Ansigt, som han holdt omsluttet af sine to brede,
barkbrune og haarrige Hænder. Tynde, lange, graa Haar faldt
ud over Hænderne og spredte sig uordentlig omkring
Hovedet, strittende frem under en som Nathue skaaren
Hovedbedækning af Klæde. Endnu i nogen Afstand hørte vi en Nynnen
eller Brummen, hvad man vil kalde det.
»Nej, Hr. Bolten! Den musikalske Ven vil vi rigtig lade
sidde, hvad mener De?« sagde Jomfru Monsen halv leende,
halv forskrækket og tog mig fast i Armen, idet vi drejede ind
paa Landevejen tæt ved ham.
Manden drog Hænderne fra Ansigtet og lettede paa Huen,
idet han mønstrede os med et skarpt Blik. Et markeret
Ansigt, som man ikke spørger om, naar det sees anden Gang.
Panden laa i brede, tykke Furer tvers over Tindingerne. De
høje, røde Kindbakker vare bevoxne med et hvidt Lod; under
den store, rødsprængte Næse laa den tykkeste Knebelsbart,
jeg har seet, flettet i begge Ender, som laa ham ned over
Kjævebenene, og afskar paa en underlig Maade Underlæben
og Hagepartiet fra den øvrige Del af Ansigtet.
»Med Forlov! hører det unge Herskab til Gaarden der
oppe?«
»Ja saamænd«, svarede jeg; »skal I maaske tale med
Oberstløjtnanten ?«
»Aa, kom lidt hid, lille Frøken! Lad mig se hende lidt
i Fronten«.
»Ej!« skreg Lydia og sprang over paa den anden Side
af Vejen.
»Pah!« sagde den gamle Invalid og pressede Hagen ud
i en Voltairisk Hageform; »det er ikke Henriette Hedebrandt,
det; nej Gud min Sjæl. Aa, hør han, unge Mand; fortæl
mig lidt om dem der paa Gaarden. Jeg er gammel kjendt,
forstaar sig; men jeg vilde dog gjerne vide — —«
»Ja, jeg har Intet at fortælle og kan ikke holde ud her;
adieu, Bolten. Jeg gaar — nej, det er sandt, jeg vil gaa op
igjen og se til Jetta«.
19*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
