Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Sénancour, Obermann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hin lange Tuden, hvis sønderrivende Lyd ligner
rædsomme Klager: det var mit Livs Morgen. Ved
Middagstid koldere og stadigere Storme, henimod
Aften tættere Mørke og Menneskets Dag er
tilende.»
For en Natur med denne Melancholi er hele
det ordnede Liv utaaleligt. Hint Tidspunkt i
Livet, et af de vanskeligste og pinligste af alle,
det, i hvilket den unge Mand skal vælge en
Livsstilling, vil være et, hvorover lian ikke kan komme.
Thi Valget af en Livsstilling vil sige Afkald paa
den uendelige Frihed, paa den egentlige Menneskelighed
og Indsnevring i en Baas som Dyrets. Det
er Friheden for alt Standspræg, som Kvinderne
skylde en Del af deres Skjønhed og af deres
Kjøns Poesi. Standspræget er en Bornerthed, en
Latterlighed, en Endelighed. Hvorledes skulde da
en Natur som Obermanns kunne vælge en Stand!
Paa een Dang for dyb og for svag for det
virke-Liv hader han Intet mere end Afhængigheden.
Han skræmmes tilbage af Samfundsordenen: «Saa
meget er vist: jeg vil ikke slæbe mig opefter fra
Trappetrin til Trappetrin, indtage en Stilling i
Samfundet, have Foresatte, jeg maa vise Ærbødighed,
for til Gjengjæld at have Underordnede, jeg
tør ringeagte. Intet synes mig saa burlesk som
denne Ringeagtens Trinstige, der strækker sig
gjennem hele Samfundet lige fra Fyrsten, der, som
han siger, kun er Gud underordnet, til den fattigste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
