Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEMÆRKNINGER OM VARÆGERSPÖRGSMALET. 11
Særlig vægt lægger Hr. H. på en bestemmelse i den korte
Lex Francorum Chamavorum § 9. »att samma mansbot skulle erläggas
för dråp på en wargeng som på en an trustion (in tru s ti dominica)».
Ligeoverfor de sidste udtryk bör det dog ikke lades upåagtet, at
der i virkeligheden i selve loven ikke står noget af (lem. I § 9
fastsættes, at der for drabet pä en »wargengus» skal bödes 600
solidi, hvilket er det samme, som, med et tillæg af 200 solidi »pro
fredo», efter § 3 skal bödes for drabet på en »homo F ran eus», men
det tredobbelte af hvad der efter § 4 skal bödes for drabet på en
»homo ingenuus» (200 sol. + 1/3 »in dominico»). Nu er imidlertid
600 solidi netop det, der efter de to andre frankiske love, Lex Sal.
og Lex Rip., skal bödes for drabet på den »qui in truste dominica
(ell. regia) fuit» (eller »an tru sti o», Form. Marculfi 1, 18), medens
der ellers kun skal betales enkelt wergeld, 200 sol., for drabet på
en »ingenuus Franc us au t barbarus qui lege salica viv it» (to udtryk
der vistnok med rette af Soli m, Altdeutsche Reichs- u.
Gerechts-verf. I, 570 ff. erklæres for identiske ; aiit = vei). Deraf, og alene
deraf, slutter da Kunik — måske med rette — at »homo F ran eus»
i Lex Franc. Cham, er — »is qui in truste dominica est (antrustio)»
i de andre frankiske loveJ), og at altså »wargengus» efter den
först-nævnte lov må have indtaget en lignende stilling som antrustio, den
svorne kriger i kongens nærmeste fölge. Men når »homo Francus»
(som forskelligt fra »homo ingenuus») således i ethvert tilfælde er
et elliptisk udtryk, hvortil der må underforstås en eller anden
nærmere bestemmelse, hvad sikkerhed have vi da for at »wargengus»
virkelig udtommer det forhold, som her skal udtrykkes, og at det
i sig selv betegner andet end blot »en fremmed»2), med underforståelse
af en tilsvarende nærmere bestemmelse som ved »homo Francus»? Og
selv om vi ville indrom me den af Kunik og Hr. H. hævdede betydning
af wargengus på dette sted, hvad sikkerhed have vi da for at dette
virkelig er den oprindelige betydning af dette ord ? Når man
betænker, at den chamaviske lov er den yngste af de frankiske love
og en af de yngste af alle de gamle germaniske folkelove (fra c. 802
eller 803), og når man tillige erindrer, livor meget netop Frankernes
samfundsforhold og institutioner efterhånden havde fjærnet sig fra
det fælles-germanske grundlag, turde der være dobbelt grund til at
stille sig meget skeptisk i denne henseende3).
Hvad det tilsvarende langobardiske war eg ang angår, mener Hr.
II. nu endvidere, at der ikke findes nogen hindring for, at også det
*) Aldeles overbevisende er denne slutning dog ikke ; thi der er også andre
tilfælde, hvor wergeld efter L. Sal. og Rip. stiger til det tredobbelte og som
det også forekommer mig, at man her kunde tænke på, således navnlig ved drab »in
hoste» (d. v. s. i hæren, på krigstog) ; her er boden 1800 sol., når den dræbte
er in truste dominica, ellers 600 sol.
2) Som sådan synes han allerede at fremtræde ved mangelen på det ellers
sædvanlige tillæg; af 1/3 til vedkommende wergeld.
3) Jfr også Zöpfl i Heidelb. Jahrb. 1856, s. 355: ». . . das Recht des
königl. Fiskus auf Erhebung des Wehrgeldes eines Wargengus, wovon in keiner
anderen germanischen Rechtsquelle die Rede und dessen Erwähnung im chamav.
Weis thum an sich schon eine beispiellose Singularität ist».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
