Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger 1815-1816
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fra Stadet, hvor jeg staaer, jeg vel i dit
mig ned kan sætte;
men Opgangstrinene fra dit til mit
er ej saa lette!
Som moden Aand jeg vel erindrer mig
i Barnets Have;
men føler Du, hvad gyse vil i Dig
paa Mandens Grave?
Hvorledes han, som fusker, ofte faldt,
det Mestren husker;
men siig mig, Broder! var Du Mester alt,
før Du blev Fusker?
Grundtvig, der i hele denne »Valhalla-Leg« havde
lagt megen Besindighed for Dagen og overhovedet
her, som tidligere, fældet den mest træffende og
klarest samlede Dom over Baggesens sammensatte Væsen,
besvarede denne Henvendelse med et fortræffeligt Digt
»Til Sfinx«, hævdende sin Værdighed overfor Baggesens
Fremhævelse af sine Aar og sin Modenhed:
Du pukker, hører jeg, paa dine Aar;
men blegedes paa Lysets Vej dit Haar,
saa det omskinner Dig som Retfærds Krone?
Du praler, hører jeg, af dine Saar -
dem fik Du vel i Verdens Ormegaard,
men fik Du dem i Kamp for Lysets Trone ?
Om virkelig Du staaer paa Tempeltind,
og om jeg op til Dig har mange Trin -
det klarer sig engang vel paa det Sidste.
Men seer jeg ret ved Ordets Lampeskin,
jeg mod din Højde ikke gjør et Trin,
og aldrig skal din Modenhed mig friste.
Og i et senere Digt, i hvilket Grundtvig hilser
Baggesen som Den, »hvem han har ventet længe«,
og byder ham velkommen »i gamle Danmarks Vænge«,
»i Skjolds Kjærmindelund« -
velkommen, Aand, som ynkes over Vrimlen!
velkommen, Aand, som stirrer op mod Himlen
og spejder Stjernerne paa Nattevagt -
erklærer han ham aaben, ærlig Fejde, paa det at
Sandheden maa komme for en Dag, men tillige fælles
Forbund imod de »Svin og Faar og Gæs og Gadedrenge«,
der forulempe Litteraturens Hegn:
Lad nu et Ord imellem os det være,
at vi vil hjælpes ad med ærligt Sind
og se, om vi ej Drengene kan lære
at stikke Halerne og Piben ind,
saa uden Ros og uden Last af Drenge
vi kæmpe kan i Danmarks gamle Vænge,
at ægte Dannemænd faae Ørenlyd.
Ja, skulde En af os, imens vi stride,
bagsmækkes af en Niding eller Pog,
da lad udtrykkelig ham forud vide,
at To han træffer under Dannebrog,
ja indeklemmes, ganske muttersene,
imellem tvende, ja to haarde Stene,
der male, knuse ham saa smaat som Smuld!
Oehlenschlägers 1815 udkomne Tragedie »Hagbarth og Signe«
lod Baggesen gaa Ram forbi, uagtet der for en Kritik med
en alvorlig Opgave her havde været Anledning til at paavise
navnlig Misforholdet mellem det nordiske Emne og den moderne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
