Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Den apostoliske Tid - De indre Forholde - De kirkelige Embeder i den apostoliske Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 0 Den apostoliske Tid-
med Guds Ord, var det ikke mindst hos Kvinderne, at de fandt modtagelige Øren,
villige Hjerter og kraftige Sjæle, der vilde lide og virke noget for Kristendommens
Sag. Et Mønster paa en ret Tjenerinde er Tabitha (Ap. Gj. 9, 36), ,,rig paa
gode Gjerninger og paa Almisser«, og hun blev endda kun den Førstefødte blandt
mange Søstre. Ja Oldkirken var saa rig paa Diakonisser, der tjente Herren ihans
mindste Brødre, at selv Hedningerne forundredes o·g med Taleren Libanius udraabte:
,,Hvilke Kvinder har dog de Kristne!« Der er desværre lidet opbevaret om den
store Skare af Kvinder, som i en stille Aands uforkrænkelige Væsen har virket ube-
mærket i Herrens Tjeneste, i Sygestuen og blandt Fattige, og har vundet Mennesker
for Herren ved deres stille Vand-el-
Den første Diakonisse, der omtales, er Føbe, som Paulus anbefaler Menigheden
iRom med disse Ord: »Jeg anbefaler Eder Føbe. vor Søster, Tjenerinde ved
Menigheden i Kenkrea, at J antager hende i Herren, som det sømmer de Hellige, og
gjør hende Bistand i hvadsomhelst, hun maatte have Eder behov; thi hun haver
ogsaa gjort Mange Bistand, ja ogsaa mig selv« (Rom. 16, 1——2). J det fekstende
Kapitel i Romerbrevet nævnes fremdeles en Mængde Kvinder ——— Maria, Trysena
og Tryfosa, Persis og Olympa, Nerus’s Søster og Rufi Moder og ofte med Til-
føielsen: »Som har arbeidet meget iHerren.« Det er derfor sandsynligt, at baade
disse og de i Filippenserne 4, 2 omtalte Kvinder Euodia og Syntyke, »der har stridt
meget med Paulus for Evangeliet,« har været blandt Kirkens Tjenerinder. Der
findes ingen Oplysninger i det nye Testamente om Diakonissegjerningens Oprindelse
Det er rimeligt, at den ligesom Diakonernes fremgik af en levende følt Trang inden
Menighederne, og at den Kjærlighedstjeneste, som den kristne Kvinde havde øoet af
Hjertens Lyst, lidt efter lidt gik over til et kirkeligt Embede.· Et lignende Forhold
fandt ogsaa Sted i den gamle Pagt, idet Kvinder tjente ved Helligdommen for at
istandsætte Tepperne og forrette lignende Gjerning, hvorfor de ofte i mængdevis
samledes ved Døren til Forsamlingens Paulun (2 Mos. 38, 8; l Sam. 2, 22).
Det er meget vanskeligt med Nøiagtighed at forestille sig, hvad den ældste Kirkes
Tjenerinder egentlig havde at iagttage. Det synes dog at fremgaa af forskjellige
Oplysninger, at de har tjent ved Menighedens Forsamlinger som Dorvogtere ved
Kvindernes Jndgangsdøre baade for at paase, at ingen falske Brødre og Søstre indsneg
sig samt for at holde Bagt, saa de Bodfærdige ikke skulde gaa ind før Tiden eller
Katekumenerne blive længer inde, end det var dem tilladt. J et Brev skriver
Jgnatius: »Jeg hilser Vogterne for de hellige Døre, Diakonisserne, som er i
Herren.« Om hendes Gjerning inde i Forfamlingshuset staar der følgende i de
apostoliske Anordninger: »Dersom en Fattig eller Ringe, eller en Fremmed, Olding
eller Yngling, kommer ind, og der ikke er nogen Plads ledig, saa skal Diakonen af
ganske Hjerte skaffe Plads ogsaa for dem; naar Kvinder —- være sig Fattige eller
Rige — kommer ind, saa skal Diakonissen gjøre ligesaa.« Naar alle Kvinderne
havde sat sig, synes Diakonisserne eller ialfald de Ældste og Ypperste blandt dem
at have ført Forsædet i Forsamlingen, hvorfor de ogsaa ofte kaldes Forstanderinderne
eller de Styrende. Om de ogsaa har havt en Gjerning ved Alteret med de indviede
Kar og de hellige Klæder er uvist· Derimod sees de at have medvirket ved Kvinders
Daab, for at alt kunde gaa ærbart og sømmeligt til.
Udenfor den egentlige Gudstjeneste faldt hendes egentlige Gjerning. Paulus
siger i Titus 2, 3, at Kvinderne skulle give god Lærdom først og fremst ved sit
Eksempel, men dernæst ogsaa ved at føre ind i Hjemmene det, som blev talt i For-
samlingerne. Senere blev det endog stillet som Betingelse for deres Antagelse, at de
»medpassende og sund Lærdom skulle kunne undervise ukyndige Kvinder fra Landet om,
hvordan de skal svare ham, der skal døbe dem, og om hvordan de skal leve.« For
Sømmeligheds Skyld var de ogsaa tilstede, naar Kvinder havde Samtaler med
Biskoppen eller Diakonen. Derfor heder det i Apostlenes Anordninger: ,,Som
den Helligaand er Midleren mellem Kristus og Menigheden, saaledes er Diakonissen
det mellem alle Kvinder og Biskop og Diakon,« og »til Diakonen og Biskoppen kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
