Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
denne Musikform endnu kun var i sin Vorden, at dens Former
kunde tvinges op til langt større Fylde og Bredde, og at den
Udtryksduelighed, som de to geniale Mestre havde givet
Instrumentalmusiken (Sonaten, Symfonien), kunde føres frem til at omfatte langt
mere, end de havde drømt om. En Tidlang staar Beethoven paa
væsentlig samme aandelige Standpunkt som hine to: saalænge
han som de væsentlig var et Verdensmenneske, hvis Formaal
med sin Musik var at skaffe sine fornemme og velvillige Tilhørere
en lys og munter, en fin og skøn Underholdning; men da hans
Kunst og Livsanskuelse efterhaanden bliver en hel anden, ændres
ogsaa hans Musiks Indhold, saaledes at den egentlig kun har
meget lidt indre Forhold til Forgængernes. I formel Henseende
vedbliver Beethoven derimod at støtte sig til Haydn og Mozart, til
hvis Kunstformer selv hans bredeste og idérigeste
Instrumentalværker for saavidt kan føres tilbage. Dette giver just hans Kunst
den stolte klassiske Holdning. Beethoven har ikke sprængt den
overleverede Form; han er, som Marx smukt udtrykker det, ikke
kommet for at bryde Loven, men for at fuldkommengøre den.
Beethoven staar saaledes ganske vist kunstnerisk paa det
attende Aarhundredes Mestres Skuldre, men han lever et helt
andet Liv end de, aander en anden Luft end de, har et andet
Pulsslag og fører en anden Tale: vort Aarhundredes Tale.
Det er denne Dobbelthed, der betegner Beethovens
kunsthistoriske Stilling. Han afslutter en Periode, samtidig med at han
indvarsler en ny. ■—
Det, der straks springer i Øje som Skillemærke mellem
Beethoven og de tidligere Instrumentalister, er de større og skarpere
Modsætningsforhold i hans Musik, den Maade, hvorpaa Lys og
Skygge, blidt og haardt sættes Side om Side eller ligeover for
hinanden. Disse Modsætninger kan dels møde os indenfor det samme
Stykkes Rammer, dels findes mellem de forskellige Afsnit af den
samme Komposition og forholdsvis tidlig bliver dette typisk for
Beethovens (betydeligere) Værker, saaledes først blandt Sonaterne
i Fantasi-Sonaten op. 27 (cis-moll) og blandt Symfonierne i
Eroica-Symfonien (Nr. 3). Det er ved disse skarpe Modsætninger, at den
„rytmiske Regelmæssighed", den harmoniske Ynde hos de ældre Mestre
brydes og den Beethoven iboende revolutionære Kraft baner sig Vej.
I Modsætning til Haydns muntre Tilfredshed og Mozarts trods en
blid, indadvendt Vemod strængt overholdte klassiske Jævnmaal, er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
