Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Arbeiderspørsmaalet - Ordbøgerne: A - arten ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af nogensomhelst art, uden organisation, derfor
arbeidsherrernes vilkaarlighed underkastet. De officielle
beretninger om arbeiderforholdene, som den engelske regjering
i 1840-aarene fik istand, giver grufulde billeder af de
daværende tilstande i landets industridistrikter. Ingen
skranker hemmede driftsherrernes havesyge, og den nye
storindustri syntes grundlagt paa en udpining af
menneskelig arbeidskraft, drevet til den yderste grænse af det
opnaaelige. Mod et saadant system kunde den enkelte
arbeider intet udrette. Arbeiderne maatte først og fremst
slutte sig sammen, organiseres. Men aarh.s første
arbeiderforeninger blev opfattet og forfulgt som en
sammensvergelse mod kapitalen. Drevet af den bitre nød og
bragt til fortvilelse af det haabløse i sin stilling lod de
undertiden i begyndelsen sin uvilje gaa ud over fabrikerne.
I England opstod 1838 Chartistbevægelsen (s. d.), der i
løbet af faa aar bragte landet til grænsen af en social
revolution. Den fortsatte udvikling mod en saadan
katastrofe hindredes dog derved, at arbeiderne snart
indsaa, at de tekniske fremskridt var det faafængt at
bekjæmpe, men dernæst ved, at lovgivningen tog sig
af arbeidernes sag. Derigjennem undergaar efterhaanden
disses økonomiske og sociale stilling en væsentlig
bedring, og udviklingen kommer ind i et roligere leie.
Arbeiderne kunde nu uafladelig forsterke sin organisation.
A.s gradvise løsning paabegyndes i det øieblik, samfundet
anerkjender arbeiderens ret til beskyttelse og sin pligt
til at yde ham denne beskyttelse (se Arbeiderbeskyttelse).
Hvert videre skridt mod denne løsning koster
imidlertid forødende kampe, indtil de stridende parter
lærer at afgjøre sit mellemværende ved fredelige midler.
I engere forstand er a. et socialpolitisk principspørsmaal,
nemlig om hvilket princip der maa antages lettest at
føre til det ønskede maal: at hjælpe arbeiderbefdlkningen
til at hæve sin økonomiske og sociale stilling. Herom
har der gjort sig sterk meningsforskjel gjældende. En
utallighed af forslag er fremsat, uden at noget hidtil
har betegnet den endelige løsning. Disse forslag kan
indordnes under tre grundopfatninger: 1. Den, som
hviler paa den liberale, individualistiske lære, der
forkynder, at forholdet mellem arbeider og arbeidsherre
er og bør være et helt frit forhold. Lad blot, siger
denne læres talsmænd, friheden raade, og alt vil ordne
sig paa den lykkeligste, mest «harmoniske» maade; «fri
konkurrance» er her løsenet. I sin mest udprægede
udformning fremtraadte denne lære i den saakaldte
Manchesterdoktrin, som modsatte sig ethvert indgreb fra
statens side i de økonomiske kræfters eget frie spil.
Staten skulde blot lade det staa til. Denne opfatning
af de sociale spørsmaals natur er nu et tilbagelagt
standpunkt. Det stod og faldt med troen paa muligheden
af en naturlig, harmonisk ordning af samfundet, en
tro, der har sin rod i det 18 aarh.s naturretsfilosofi.
Ligeoverfor de haandgribelige sociale kjendsgjerninger
har denne lære ikke kunnet opretholdes. Liberalismens
tvillingbroder er 2. socialismen, som lærer, at staten
er alt, den enkelte intet uden i og gjennem sin
formynder og sit forsyn, den almægtige stat. Ogsaa denne
opfatning har sit udgangspunkt i troen paa en harmonisk
«naturlig» ordning; kun fremgaar ikke denne af
individets frihed, som liberalismen lærte, men den antages at
ville opstaa af sig selv, saasnart produktionsmidlerne er
gaaet over til staten som gjenstand for dennes forvaltende
og administrerende virksomhed. Den henlægger altsaa
sin sociale utopi til fremtiden. Et mellemstandpunkt
indtager 3. den konservativ-filantropiske
retning, der under fuld anerkjendelse af, at den moderne
kapitalistiske industrialisme har trykket arbeiderstanden
ned i forkuende afhængighed, gaar ud fra, at denne
afhængighed er en nødvendig og uafvendelig ordning,
som man faar indskrænke sig til at gjøre saa taalelig
som mulig. Idealet for denne retning er den velvillige
driftsherre, der søger at lette sine arbeideres kaar ved
at sørge for deres aandelige og fysiske velfærd, idet han
skaber alleslags indretninger tjenlige til at fremme dette
maal; han vil være som den gode husfader, der tager sig af
sine undergivne ganske som det oplyste despotis ideale
monark. Denne «patriarkalske» maade at løse a. paa,
støder imidlertid i vore dage paa store vanskeligheder.
Disse udspringer af, at arbeiderne ikke længer skjøtter
om at modtage noget som velgjerning af en, der ligesaa
godt kunde og uden tvang altfor ofte vil negte at øve
den De forlanger, hvad de anser at tilkomme dem som
ret, og vil have denne ret anerkjendt og ydet uanseet den
enkelte driftsherres velvilje, sympati eller medlidenhed.
Disse tre socialpolitiske retninger spiller vel i det
hele ikke længer den samme rolle som tidligere. Den
opfatning, der i alle kulturlande stedse mere træder i
forgrunden, og som synes at have fremtiden for sig, er
4. den, der betegnes som den socialreformatoriske.
Dennes socialpolitik hviler paa overbevisningen om, at
det er lige meget i hele samfundets interesse, som det er i
arbeiderstandens egen, at a. løses, thi ellers vil kulturen
staa i fare for at gaa tilgrunde. Denne løsning kan kun
ske under anerkjendelse af de historisk foreliggende
tilstande, men dog saaledes, at de magtforhold, som ligger
til grund for disse, maa undergaa en omdannelse. Denne
kan iverksættes enten efter arbeiderstandens eget initiativ
(selvhjælp) eller hidføres ved reformer i lovgivning og
forvaltning (statshjælp).
Det er betegnende, at tilhængerne af en gradvis gjennemført
socialreform i vore dage er at finde i alle kulturelle
lande og inden alle politiske partier. Denne retning
tilstræber en udjevning af klassemodsætningerne. Enhver
krones indtægt, der kan føres over fra den rige til den
ubemidlede, betyder jo en reel forøgelse i arbeiderens
adgang til livsnydelse og kultur, derfor en tilvekst i
samfundets velstand og lykke. Retningen anerkjender ikke
berettigelsen af et svælg mellem fattig og rig, betragter
den «jernhaarde lønningslov» som en falsk lære, der
blot kan forlede samfundet til at forholde sig ligegyldig
ligeoverfor arbeiderens krav. Socialpolitiken skal tvertom
have til opgave at styrke arbeideren i alle tilfælde, hvor
han forfordeles, hvor en forøgelse af lønnen eller en
indskrænkning i arbeidstiden kan ske, uden at
arbeidsydelsen derved formindskes. Den sociale reform opfatter
a. tillige som et etisk problem ved at anerkjende
arbeiderens ret til en med de øvrige klasser jevnbyrdig
stilling i samfundet, hans ret ogsaa til oplysning og
meddelagtighed i andre kulturgoder ligesom tillige hans
ret til frit at raade over sine egne anliggender saavel
individuelt som kollektivt gjennem faglige sammenslutninger,
[1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
