- Project Runeberg -  Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind III : Fabre-Hellige kilder (Ordbøgerne: Henstaa-Modning) /
557-558

(1907-1913)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frankrige ... - Ordbøgerne: K - Kalb ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

o23

Frankrige

557

at det engelske kongehus ligefrem skulde komme til at
regjere i F. De franske ridderhære led gang paa gang
ydmygende nederlag, saaledes ved Grécy 1346, Poitiers
1356 (hvor den franske konge Johan den gode blev
fanget), og Azincourt 1415. 1420 sluttedes et forlig,
hvorved dauphin’en Karl VII udelukkedes fra tronen til
fordel for den engelske tronfølger, men den i mange
egne af F. raadende hengivenhed for det franske
kongehus fremkaldte en voksende engelsk-fiendtlig bevægelse
(et af udslagene af denne folkebevægelse er Jeanne
d’Arcs fremtræden 1429), og i løbet af et snes aar tabte
englænderne alt det vundne (undtagen Galais). Med
Karl VII og Ludvig XI kom efter ridder-anarkiet de
gamle regjeringsgrundsætninger til ære igjen. Faste
skatter muliggjorde nu oprettelsen af en staaende hær,
men de langvarige krige havde fremkaldt en saadan
lovløshed og uorden, at det kun høist
ufuldkomment lykkedes at gjøre kongemagten og
ordenshaand-hævelsen gjældende, — I tiden 1300—1500 voksede
kronlandet med Dauphiné, Poitou, Guienne,
Bourgogne (hertugdømmet Burgund), Anjou, Provence o. fl.
I den indre styrelse var fremskridtene i denne periode langt
mindre fremtrædende end i den foregaaende.
Hundred-aarskrigen fremmede stormandsvildskaben og uordenen.
Ludvig XI’s arbeide for orden og sterk kongemagt fik
ikke nogen tilstrækkelig kraftig fortsættelse. Hans
efterfølgere droges ind i kampen om Italien, og under de
italienske felttog lærte de franske adelsmænd vel at sætte
pris paa den italienske renaissancekultur, men ikke at
underordne sig en ledende kongemagt. Skjønt Ludvig XII
og Frans I var kraftige konger, der stræbte henimod
enevælde, lykkedes deres arbeide ikke, fordi de ikke
kunde tænke sig et kongedømme bygget paa hele folkets
medvirkning, men kun paa adelens, og adelen var uregjerlig.
Hertil kom saa den i 16 aarh. begyndte kamp mod den
habsburgske overmagt i Europa, der anspændte folkets
økonomiske og militære ydeevne til det yderste, og
endelig det mest ødelæggende af alt: religionskrigene i 16
aarh. Dis^e religionskrige bragte selve statsenheden i
fare (hugenotterne en stat i staten; partiernes
forbindelser med fremmede magter), og landet var i politisk,
social og økonomisk opløsning, da den sidste Valois,
Henrik III, blev myrdet 1589, hvorefter borgerkrigen
varede endnu 4 aar, indtil Henrik IV af Bourbon blev
alm. anerkjendt konge. — Fra 1500—1600 øgedes
stats-omraadet med Auvergne, Bretagne, Metz, Toul, Verdun,
Béarn. — Konger af siegten Valois (yngre
kape-tingiske linje): Filip VI 1328-50. Johan den gode 1350-64.
Karl V 1364—80. Karl VI 1380—1422. Karl VII 1422—61.
Ludvig XI 1461—83. Karl VIII 1483—98. Ludvig XII 1498
—1515. Frans I 1515—47. Henrik II 1547—59. Frans II
1559—60. Karl IX 1560—74. Henrik III 1574—89. — Det
er paa baggrund af den alm. opløsning, som religions- og
borgerkrigene i 16 aarh. hidførte eller fremmede, at det
17 aarh.s historie maa sees. Det er dette aarhundredes
ledende mænds hæder en gang for alle at have gjort ende
paa den middelalderlige stormandsselvraadighed og som
en første betingelse for indre orden og ro at have gjort
kongemagten enevældig og respekteret. Henrik IV selv
og Sully tog fat med alvor og kraft; Richelieu fortsatte.
Han svækkede adelens politiske magt ved at stille de

Kalb-kalde

høiadelige guvernører og andre adelige embedsmænd
under stadig og virksom kontrol fra centralregjeringens
side. Enhver ulydighed mod regjeringen straffedes som
ulydighed mod kongen, d. e. som oprør og høiforræderi ;
efter Richelieus død fulgte ganske vist endnu et sidste,
fortvilet forsøg fra de fyrstelige og adelige stormænds side
paa at vinde sin gamle stilling tilbage (Fronden),
men forsøget strandede, og Ludvig XIV førte
kongedømmet frem til uomtvistet myndighed. Med sin
utrættelige arbeidsomhed og ordenssans havde kongen selv en
ikke ringe del heri, men personlig beherskedes han af
en middelalderlig, teokratisk opfatning af
kongepersonligheden som magtens og myndighedens kilde
c’est moh) og af standsforskjellens og
adelsprivilegi-ernes selvfølgelighed. Skjønt han i sin regjering
fortrinsvis benyttede uadelige eller lavadelige, som han
adlede eller ophøiede, og ved deres hjælp fuldstændig
gjorde det af med adelens politiske magt, opretholdtes
stænder- og privilegiestaten. Hertil kom den krigerske
ærgjerrighed hos kongen, som drev landet ind i en
række krige mod det halve Europa, krige, som viste
F.s rigdom og kraft og som ogsaa medførte landvindinger
(Elsass 1648, Flandern 1668, Franche-Gomté 1678), men
som i længden udpinte landet og gjorde den franske
udenrigspolitik forhadt og mistænkt overalt. Krige og
hofluksus slugte, hvad det arbeidsomme folks dygtighed
indvandt. Tidens største statsmand og nationaløkonom,
Golbert, søgte at fortrænge den nedarvede
krigs-æresfølelse hos kongen og bringe ham til at sætte sin hæder
i at skabe rigdom og erhvervsmæssig dygtighed hos
folket (se Merkantilsystemet og Golbert), men
skjønt Golberts arbeide langtfra var frugtesløst,
hemmedes det sterkt af kongens uforanderlige
tilbøielig-heder. Det franske selskabs- og aandsliv udvikledes i
denne tid til en formfuldendt finhed, der erobrede
verden. — Det 18 aarh. indtil revolutionen bragte
faa forandringer i politik og styrelse.
Udenrigspolitik og hærledelse var slap og lunefuld; den polske
tronfølgekrig bragte vistnok F. Lothringen (dog først
1766), men i den østerrigske arvefølgekrig og den
preussiske syvaarskrig vandt F. hverken ære eller fordel, og
kolonikrigene med England førte til næsten fuldstændigt
tab af de asiatiske og amer. kolonier. Indadtil førte
Laws finansspekulationer til store demoraliserende
økonomiske og sociale omveltninger, og krige og hofluksus
bragte statsfinanserne i haabløst uføre, medens hoffets
letfærdighed og skinhellighed fremkaldte en uforligelig
modsætning mellem de bestaaende samfundsformer
(^Vanden régimei>) og de nye politiske, sociale,
økonomiske og religiøse idéer, der førtes frem af saa godt som
alle betydelige forfattere. Under Ludvig XVI søgte
Turgot og Necker at bringe orden i finanserne og fremme
næringslivet i de nye idéers aand; men hofkredsen og
traditionerne var for sterke, og de maatte begge vige,
medens kritiken voksede i styrke og mod og
undergravede respekten for kongedømmet samt vakte had
til de ørkesløse og fordringsfulde udbyttere. Under
disse forhold: et kongedømme uden autoritet, et
letfærdigt, ødselt, forblindet hof, en uhyre statsgjæld, en
unyttig og uduelig privilegiekaste, og paa den anden side
et dygtigt borgerskab, som tyngedes af skatter og hem-

Kalb (t) n, kalv.

Kalbe ® f, kvige.

kalben, kälbern ® kalve,
bære.

Kälberbraten (t) m, kalvesteg.

Kälberbröschen ® n,
kalvebrissel = Kalbsbröschen.

Kälberkeule ® f, kalvelaar,
-fjerding = Kalbskeule,
-schle-gel m, -viertel n.

Kälberlab (t) n, (kalve)]øbe,
kjæse = Kalbslab.
Kälbernes (t) n, kalvekjød.
Kalbfell (t)n, kalveskind, zum
K. schwören, dem K. folgen
trække i kongens klæder, lade sig
hverve (som soldat).

kald — ® Ruf, Beruf m; Amt
n — @ inclination (to, for), turn
(for); call ; (stand, haandtering) cal-

ling, vocation; (preste-) living —
(f) (drift, anlæg) vocation,
disposition; (embede) charge
(ecclésiastique); (bestilling) profession f,
métier m. kaldsbrev — (t)
Bestallung f — (e) letter of
presentation — (D lettre (f) de nomination.

Kaidaunen ® pl, kallun.

kalde - (t) (be)rufen; nennen;
(einen etw.) heissen ; (-s) heissen -

(g) call; present (to a living); (som
k.t) most opportunely, in the nick
of time ; (føle sig k.t) feel inclined
— (D appeler; nommer; (lade k.)
ogs. faii-e venir, envoyer chercher;
(føle sig k.t) avoir (se sentir) la
vocation; se sentir appelé à; (til
live) rappeler à la vie; ranimer,
raviver, ressusciter.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 11:09:10 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ink/3/0331.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free