Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norge - Historie - Ordbøgerne: S - sperm ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sperren—speziell
1211
1211 Norge
1212
lykkedes. Ved Fredrik I’s død udbrød der strid mellem
erkebispen, som fremforalt vilde hindre, at Fredrik I’s
ældste søn, den ivrige protestant Kristian (III), blev konge,
og Vincents Lunge og de danske slotsherrer, som satte
igjennem, at Kristian valgtes af de søndenfjeldske
rigs-raader. Paa erkebispens og hans raadgiveres
foranstaltning blev Vincents Lunge derpaa dræbt og flere danske
lensherrer fængslet under et møde i Trondhjem; men
de faste slotte kunde erkebispen ikke indtage, og da
Kristian III blev herre i Danmark (grevens feide 1534
—36), flygtede erkebiskop Olav til Nederlandene, og hele
landet underkastede sig (1537). Det norske rigsraad faldt
derefter væk, hvorimod en bestemmelse i Kristian Ill’s
danske haandfæstning, gaaende ud paa, at N. ikke mere
skulde «være eller hede et kongerige», ikke blev
overholdt, vel fordi det stred mod kongehusets interesser.
Med N.s selvstændighed var det dog nu ogsaa i formen
forbi, og den følgende periode (1537—1660) kaldes derfor
lydrigetiden. I dette tidsrum styredes landet af kongerne
Kristian III (1537—59), Fredrik II (1559—88), Kristian IV
(1588—1648, myndig fra 1596), Fredrik III (fra 1648)
sammen med det danske rigsraad og den danske adel,
som tiltog sig eneret til hovedlenene. Fra 1572 fik riget
sin egen statholder, hvortil lensherren paa Akershus
udnævntes. Den lutherske reformation indførtes med
magt, idet bisperne, forsaavidt de ikke gik over til
den lutherske lære (som Geble Pederssøn i Bergen, Hans
Reff i Oslo), blev afsat, og bispe- og klostergodset
inddroges under kronen. De gamle katolske prester blev
siddende i sine embeder, og nye hentedes mest fra
Danmark, ligesom bibler, salmebøger og andre religiøse skrifter
var danske. Fra nu af vandt derfor det danske sprog
fast fod i N. som kirke- og skriftsprog. Derimod beholdt
folket sine gamle love («St. Olavs lov>), som under
Kristian IV blev oversat til dansk (1604). 1607 oprettedes
en særlig norsk kirkeordinans istedetfor den danske,
som havde været gjældende siden reformationen. Den
kongelige retspleie forvaltedes af kansleren (embedet
gjenoprettet 1547), samt af adelige kommissioner paa de
saakaldte herredage. Under Kristian IV indførtes
særegne underretter (sorenskrivere 1591, raadstueretter 1607).
Regjeringen bekjæmpede med stort held tyskernes
handels-herredømme, først ved at opmuntre nederlændernes og
englændernes konkurrance, dernæst ved at indskrænke
hanseaternes privilegier og underkaste dem indenlandsk
lov og orden (se Val ken dor f, Christoffer). Den
nordlandske fiskehandel gik mere og mere over til borgerne
i Bergen (og Trondhjem), ligesom den nu sterkt
opblomstrende trælasthandel især fik betydning for udviklingen
af Østlandets borgerstand. Væsentlig som en følge af
trælasthandelen voksede en række nye ladesteder frem
langs kysten. Af byer anlagdes Kristiania 1624 istedetfor
det s. a. afbrændte Oslo, samt Kristiansand (1641).
Bergverksdriften grundlagdes, særlig ved anlæg af
Kongsberg sølvverk (1624) og Røros kobberverk (1645). Ved
indflytning af fremmede adelsmænd, som forbandt sig
med de gjenlevende af de ældre norske adelsslegter,
dannede der sig en ny adel, som skaffede sig store
privilegier. Geistligheden, som i tiden nærmest efter
reformationen stod lavt, gik i tidsrummets løb frem saavel i
dannelse som i økonomisk velvære og vandt megen ind-
flydelse. Derimod synes bønderne, som trykkedes af de
stigende bygselafgifter, skydspligten og den sterkt
voksende skattebyrde, i denne periode at være gaaet socialt
og økonomisk tilbage; dog mødte de (som fjerde stand)
stedse paa hyldingsrigsdagene, medens de i regelen ikke
indkaldtes til de skattebevilgende og raadgivende
stændermøder, som samledes i tiden 1628—60, særlig medens
Hannibal Sehested var statholder (1642—51). Et forsøg
af denne paa at give N. en selvstændigere stilling ved
at styrke landmilitsen (oprettet 1628, gjenoprettet 1641),
saavelsom ved at skille den norske finansforvaltning ud
fra Danmark og gjøre N.s styrelse uafhængig af
rigs-raadet strandede paa dettes og den danske adels heftige
modstand. Til at sinke udviklingen og nedsætte
velstanden bidrog især de store krige i denne periode,
syvaarskrigen 1563—70, Kalmarkrigen 1611—13, den
tyske krig 1625—29, som dog kun indirekte berørte N.,
Hannibalsfeiden 1643—45 og krigen 1657—60. Skjønt
de to sidste for N.s vedkommende i det hele førtes
seierrigt, takket være landmilitsen, tabte N.. paa grund
af Danmarks nederlag, først Jæmtland med Herjedalen
(1645) og under Fredrik III ogsaa Baahuslen og endog
Trondhjems len (1658), som dog gjenerobredes (1659) og
bevaredes ved freden 1660. Statsforandringen 1660—61
befriede N. for det danske rigsraads og de danske
lensherrers vælde og sidestillede det statsretslig med
Danmark; den gav det en ordnet administration, idet landet
blev inddelt i amter og stiftamter under kgl. amtmænd
og stiftamtmænd paa faste lønninger; fogder og
magi-stratspersoner blev kgl. embedsmænd. Retspleien blev
forbedret, særlig ved Kristian V’s Norske lov (1687). En
overhofret oprettedes i Kra. (1666), dog med appel til
høiesteret i Kjøbenhavn. I det hele blev fællesskabet
mellem rigerne og centralisationen om kongens
residensstad sterkere end før, idet ikke alene kollegierne (med
sæde i Kbh.) blev fælles, men i vigtige henseender ogsaa
lovgivningen, ja selv embedsklassen, som fra først af var
overveiende dansk (og tysk) i dens øverste lag, i de nedre
sterkt opblandet med fremmede elementer. Kanslerembedet
faldt bort (1679), medens statholderembedet i regelen blev
besat indtil 1739 (leilighedsvis senere og da med prinser).
De første enevoldskonger, Fredrik III (1660—70), Kristian V
(1670—99), Fredrik IV (1699—1730), Kristian VI (1730
—46), førte et i det hele personligt og mildt styre; de
lagde stor vegt paa at styrke forsvaret, og hæren, som
vedblev at være en selvstændig norsk institution, øgedes
efterhaanden til over 30 000 mand. Den fælles flaade
blev fornyet af Gort Adelaer og Niels Juel (s. d.). For N.
oprettedes en egen skjærgaardsflaade. Enevoldskongerne
arbeidede ogsaa paa at ophjælpe handel og industri,
forbedre samfærdselen (veivæsen, skydsvæsen, lodsvæsen,
fyrstationer) og under Kristian VI ogsaa undervisningen
(konfirmationens indførelse 1736, forordninger om
skolevæsenet 1739 og 1741). Fattigvæsenet ordnedes 1742.
Ved denne tid vandt pietismen indgang i N., støttet af
regjeringen, men da den religiøse bevægelse tildels antog
en separatistisk karakter, indførtes konventikelplakaten
(1741), som forbød lægfolk at holde gudelige forsamlinger
uden under prestens ledelse. De langvarige krige i
enevældets første del (Gyldenløvefeiden 1675—79 og
den store nordiske krig 1709—20) var til hinder for
sperren ® udspile, opspile;
sperre, sich S. striUe imod,
mod-sæUe sig. gesperrte Sitze
afsondrede pladse.
Sperrgeld (t) n, bompenge,
portpenge.
Sperrig ® voluminøs;
sprikende, strittende, spredt.
sperring - © Sperrung f,
Sperren, Versperren, Absperren n,
Sperre f — (g) barring, closing,
stoppage — (D barrage m ;
fermeture, obstruction f, encombrement
m; interception f; (typ.)
espacement m.
Sperrsitz ® m, reserveret
plads, parket.
Sperrung (t) f, sperring,
lukning, udspiling.
sperrweit (t) vidt aaben, paa
vidt gab.
Spesen (t) pl, omkostninger;
udlæg, ekspeditionsgebyr.
spesenfrei (t) uden
omkostninger.
spette (fugl) - ® Specht m
-(e) woodpecker — (|) pic m.
spette - (D Fleck(en), Sprenkel
m ~ @ speckle, spot - (f) tache,
moucheture, tavelure f.
spettet — ® gefleckt, bunt,
gesprenkelt — © spotted, spreckled •
- ® moucheté, tacheté.
spew @ (ud)spy; kaste op.
Spezerei ® f, krydderi,
spezial ® speciel, særskilt,
speziell ® speciel, særskilt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
