Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slamstrømme ... - Ordbøgerne: V - verlegen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Verlies(s)—vermannigfachen
891
Slanger
892
guddommeligt liv i sig; forøvrigt er det naturligvis strengt
forbudt at dræbe disse slanger. Andensteds har man i
slangerne seet repræsentanter for eller aabenbarere af
de nede i jorden boende guddomme (de chthoniske
guder). For en stor del har vel s. ogsaa forbindelse med
ildtilbedelse (s. d.), gjennem personificering af den sig
bugtende flamme, af lynet etc. Spor efter s. findes ogsaa
i det gamle testamente; «slangestenen» gjaldt endnu paa
Davids tid for hellig (1 Kong. 1, 9); eg indtil Hiskijas
(s. d.) tid «tændte israeliterne offerild» foran
«bronce-slangen», idet man af den deri boende dæmon ventede
sig helbredelse for saar (4 Mos. 21, 9; 2 Kong. 18, 4).
Om forsøg paa slangebesvergelse vidner Jer. 8, 17; Ps.
58,5. Slangen i 1 Mos. 3 er et listigt dyr; den
sammenstilles ofte med den babyloniske mytologis Tiâmat, der
imidlertid skildres som et vældigt, verdensbeherskende
uhyre (jfr. senere den truende djævel, f. eks. Joh. aabenb.
12, 9: «den gamle slange»).
Slanger (ophidii) danner en vel afgrænset orden
inden krybdyrenes klasse, i deres ydre mest
karakteriseret ved deres yderst langstrakte, lemmeløse legeme
(rudimenter af baglemmer kan findes) og oftest relativt
korte hale. Hovedet er oftest dækket af regelmæssig
ordnede hornplader^ der støder sammen med kanterne.
Dyrenes rygside er beklædt med smaa, taglagte, ofte
kjølede skjæl, bugen med en række meget brede, glatte
skjæl («bugskinner>), der paa halens underside oftest
opløser sig i dobbelte rækker. Øinene dækkes af
ubevægelige, gjennemsigtige øielaag. Ørene uden
trommehinde og trommehule. Tungen er meget lang, tynd og
kløftet og kan strækkes langt ud af munden, oftest med
en «spillende» bevægelse; da der findes udsnit i
kjæ-vernes forkant, kan tungen strækkes ud, uden at munden
aabnes; den synes at tjene som føleorgan. Tænderne
er tynde og spidse, bøiet bagud (gribetænder) og er
kun tjenlige til at fastholde byttet; i overmunden er
de ordnet i fire rader henad overkjæverne, gane- og
vingebenene^ i undermunden kun i to rader henad
kjæverne. «Gifttænderne» hos giftslangerne sidder foran
paa overkjævebenene, én paa hver side; det er lange,
kraftige, spidse, en del bagoverbøiede tænder, der paa
forsiden har en dyb fure, hvis rande støder sammen
og ofte er vokset sammen og danner et rør, saa at der
kun findes en aabning ved tandens rod og en nær
dens spids; herigjennem ledes giften ud i saaret, idet
aabningen ved roden staar i forbindelse med
udførsels-gangen for giftkjertlerne, to store, meget sterkt udviklede
mundkjertler, en paa hver side, som ligger bagud paa
hovedets sider, under huden. Naar gifttænderne ikke
bruges, ligger de bagoverrettede, skjult i en hudfold;
under brug rettes de op ved en bevægelse af
over-kjævebenet, hvortil de er ubevægelig fastvokset.
Gifttænderne skiftes nu og da, og erstatningstænder, der
ligger bag, træder da frem og overtager efter nogen tid
forgjængerens funktion. Ganepartiets ben er meget
bevægelige, og da tillige underkjæverne fortil er forbundet
med meget udvidelige senebaand, er s.s gab i høi grad
udvideligt; da yderligere skulderparti og brystben
mangler, kan s. sluge uforholdsmæssig stort bytte. Der
findes læbe, næse og taarekjertier, der udgyder deres
sekret i mundhulen. Strubespalten ligger langt foran i
mundhulen, saa at aandedrættet kan foregaa uhindret
under byttets langsomme nedsvelgning. Af s.s lunger
er den venstre ganske liden eller mangler helt, den høire
er stor og lang, bagtil endende i en simpel sæk.
Urinblære mangler; urinen ophobes i kloaken, hvor den
danner en kridtagtig konkretion, som med lange
mellemrum udstødes. De fleste s. lægger eg, dækket af et
blødt, seigt skal; de udruges ved solvarme eller
gjærings-varme i jorden; udviklingen er allerede begyndt i
moderens liv. De fleste giftslanger og ferskvandssnoge
beholder eggene i eglederne, til ungerne er fuldt
udviklet, og disse fødes altsaa «levende», istand til at
klare sig selv; kun kvælerslanger ruger sine eg og tilser
yngelen. S. bevæger sig frem ved kroppens bugtning
til siderne, hvorved bugskinnernes kanter virker mod
de omgivende gjenstande; mange arter klatrer godt,
men størsteparten færdes mest paa jorden; mange
svømmer godt. Føden er saa godt som udelukkende
levende dyr, oftest alle slags hvirveldyr, saasom fugle,
smaapattedyr, øgler, andre mindre s., padder o. s. v.,
men ogsaa insekter o. 1.; de nedsvelges med hovedet
forrest; enkelte former fortærer fugleeg; vandslanger
fortærer fisk og krebsdyr. S. er længe om at fordøie
og ligger da i et slags døs; de kan sulte overordentlig
længe. Mange former er natdyr. — Ordenen er
over-maade artrig (over 1000 arter kjendes), særlig udbredt
i troperne; den kan inddeles paa følgende maade:
A. Giftløse s. uden giftkjertler og gifttænder; hertil
hører: 1. Ormeslanger (typhlops), noksaa smaa, i
mange bygningsforhold meget afvigende fra de øvrige s. ;
de er ormdannede, temmelig stive og korthalede, med
et lidet, ikke synderlig udvideligt gab; de er blinde og
lever i løs, muldrig jord, hvor de fortærer orme,
insektlarver o. 1.; udbredt i troperne, en art i Syd-Europa.
2. Kvælerslanger (s. d.). 3. Snogene (colubridæ),
en meget stor gruppe, hvor man kan skjelne mellem de
kortere og mere plumpe jordsnoge {coluber o. a.), de
lange, tynde piskeformede træsnoge, oftest grønne, og
endelig vandsnoge med opadvendte øine og næsebor;
se for øvrigt Snoge. Endelig hører nærmest hertil 4.
de saakaldte furetandede s. (opistoglyphæ), der bagerst
i overkjæven har én til tre furede tænder, der fungerer
som smaa gifttænder; de er dog kun farlige for smaadyr,
der hurtig dør af disse s.s bid; ogsaa inden denne gruppe
findes jord-, træ- og vandformer; til dem, som opholder
sig i trær, hører de yderst lange og tynde piskeslanger
(dryophis). B. De egte giftslanger med to store
gifttænder og giftkjertler; i artantal staar denne
afdeling tilbage for de giftløse s.; de er udbredt over alle
de varme og tempererede dele af jorden; bare
Madagaskar og de vestindiske øer (undtagen Martinique og
St. Lucie) er fri for giftige s. Slangegiften er en klar,
klæbrig, farveløs vædske, alm. uden smag; den virker
dels paa nervesystemet, dels paa blodet, hvis
blodlegemer angribes og ødelægges. 1. Giftsnoge ligner
de eg. snoge i form og skjælklædning; giftkjertlerne er
forholdsvis smaa, men giften er sterkt virkende ; de
naar en størrelse af indtil 4.5 m.; hertil hører
brilleslanger (najæ), s. d.; koralslanger (elaps), mindre
former med lidet hoved og kort hale; de er gule med
mange sorte ringe om krop og hale; lever i skoge og
Verlies(s) ® n, hule, kjelder;
fængsel.
verloben (t): sich v. forlove
sig. sich zu etwas v.
høitide-lig love.
Verlöbniss (t) n, Verlobung f,
forlovelse.
verlocken ® forlokke, friste,
forføre.
verlodern ® gaa op i luer.
verlogen (t) løgnagtig,
verlohnen (t): (sich) v. lønne
(sig).
verlöschen (t) slukke(s),
udslet-te(s); gaa ud; blive mat, svinde bort.
verlosen (t) bortlodde.
verlöt(h)en (t) lodde,
verlottern (t) øde, svire bort.
verlumpen (t) blive fillet; gaa
til grunde.
Verlust (t) m, tab.
verlustig eines Dinges
V. gehen, werden miste, gaa
glip af.
vermachen ® testamentere;
tillukke, sperre.
Vermacher ® m, arvelader,
testator.
Vermächtnis ® n, testamente;
legat.
Vermachung ® f, sperring;
testamentering.
vermählen (t) male op.
vermählen ® formæle, gifte,
vermahnen (t) formane,
vermaledeien ® forbande,
vermaledeit forbistret.
vermannigfachen, -faltigen
® mangfoldiggjøre, variere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
