Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyrkiet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1681
Tyrkiet
1683
lertid naa den høiere grad (muderri) og dermed de høiere
embeder, udkræves der endnu et ca. syv aars studium.
Alene ulemaer kan naa til de to høieste rangklasser
inden geistligheden, nemlig sheikerne og khâtiberne.
Eq fremtrædende rolle spiller i Tyrkiet foruden den
muhammedanske religion (islam, s. d.) den græsk-katolske,
med patriarker i Konstantinopel, Jerusalem og Antioehia.
Førstnævnte præsiderer i den af 12 metropoliter
sammensatte synode i Konstantinopel, som bl. a. vælger patriarker,
metropoliter, erkebiskoper og biskoper (dog maa valget
stadfæstes af den tyrkiske regjering). En mere beskeden
plads end de to nævnte religioner indtager den
romerskkatolske, den armenisk-kristelige og den jødiske. —
Hær. Ved udbruddet af krigen med de øvrige
Balkanstater 1912 omfattede linjearméen («nizam») efter den af
den tyske general von der Goltz (pasha) planlagte
organisation 14 armékorps og 5 selvstændige divisioner,
fordelt paa 4 arméinspektioner. Korpset omfattede i alm.
3 divisioner, hver paa 3 regimenter (à 3 bataljoner), 1
jægerbataljon, 1 kavaleriregiment, 1 artilleriregiment m. v.
Nizam omfattede ialt: af infanteri 460 bataljoner
(bevæbning mausergevær) ; af kavaleri 38 regimenter med
198 eskadroner; af mobilt artilleri 350 6-kanons batterier
(kun delvis moderne hurtigskydende skyts). Landvernet
(«redif») var indordnet i 5 særskilte redifinspektioner.
Vernepligten er obligatorisk med aktiv tjeneste nominelt
3 aar; i 1909 udvidedes vernepligten ogsaa til kristne.
Den aarlige rekrutstyrke ca. 80 000 mand. Krigsstyrken
ansloges til ialt af nizam og redif 800 000 mand
foruden 600000 mand landstorm. — Flaaden omfattede
4 gamle sjøgaaende panserskibe, 1 kystpanserskib, 2
nyere mindre panserkrydsere, 21 smaa kanonbaade, 12
destroyere, 10 nye store og 21 ældre mindre
torpedo-baade. Under bygning i udlandet er 1 slagskib paa
23 000 tons og 7 kanonbaade. — Mynt, maal og vegt.
Mynt. Rigsenheden herfor er siden 1844 1 pjaster à
40 parâ à 3 asper. For større summer bruges
regneenheden 1 tyrkisk pund (£) eller lira = 100 pjaster guld
eller kr. 16.40.5; 1 pjaster altsaa = 16.4 øre. Der
ud-myntes i guld stykker til 500, 250, 100, 50 og 25 pjaster,
i sølv stykker til 20, 10, 5, 2, 1 og pjaster, i kobber
siden 1900 10 og 5 para. Sølvet er i handel og vandel
trængt stadig mere tilbage, og toldafgifter skal betales i
guld. Ved siden af den nye mynt har der stadig været
i omløb en mængde sølv- og kobbermynt fra gammel
tid med sterkt forringet kurs. Maal og vegt. 1869
blev det metriske system lovfæstet, fra 1892 som
tvungent i al offentlig anvendelse. Men ved siden benyttes
dels ældre tyrkiske eller arabiske, dels engelske enheder,
i udenrigsk handel saaledes yard og bushel og tildels af
forskjellig størrelse i rigets forskjellige dele. — Sprog
se Tyrkisk sprog. — Litteratur. En sparsom
begyndelse til en litteratur havde osmanerne bragt med
sig fra Centralasien til Lilleasien. Men de blev snart helt
afhængige af persiske mønstre. Det var Sulômân (d. 1403),
som befæstede den osmanske dialekt som
litteratursprog, gjennem sit digt om profetens fødsel («Mewlid-i
nebî»), der blev en af tyrkernes populæreste digtninger.
I aarenes løb fremstod en masse digtere (v. Hammer
har i sin litteraturhistorie bragt sammen fra skriftlige
kilder 2200 tyrkiske digtere bare indtil udgangen af 18
aarh.), deriblandt talrige stormænd og fyrster; rækken
aabnes af sultan Murad II (d. 1451). Persisk mysticisme
gjorde sin indflydelse sterkt gjældende i lyriken; naar
man sang om jordisk kjærlighed, førtes talen let ind paa
sjælens inderlige længsel efter forening med guddommen.
Sit høidepunkt naaede denne lyrik i Bâkî (d. 1600); han
er uden originalitet, en efterligner af Hafis (s. d.). Det
romantiske epos fik sine dygtigste repræsentanter i Hamdi
(d. 1509) og Lâmi’î (d. 1531). En egen klasse danner
de tyrkiske veddekamp-digte; berømt blev den skildring
af veddestriden mellem vin og opium, som skriver sig
fra Fuzûlî (d. 1562). Bekjendt som satiriker er Nefî
(d. 1635). Størst indflydelse i en senere tid vandt
perseren Shewket (d. 1696); indtil midten af 19 aarh. stod
han som et ideal for de osmanske digtere. Overfor den
tyrkiske poesi træder prosaen langt i baggrunden; det
dreier sig væsentlig om kommentarer til persiske verker.
Af videnskabelig litteratur findes der historiske og
geografiske skrifter af blivende værd. I de teologiske og
juridiske verker kan arabisk indflydelse tydelig spores.
Imidlertid havde der efterhaanden arbeidet sig frem en
retning som opponerede mod den sterke litterære
afhængighed af Persien. En national kilde at øse af havde
man i den tyrkiske folkelitteratur (eventyr, anekdoter,
ridderromaner, sange, rimede beretninger om aktuelle
begivenheder etc.). Til en begyndelse ombyttede man
dog det persiske forbillede med et andet fremmed. Ikke
alene politisk, men ogsaa litterært vilde ungtyrkerne
skafl’e fædrelandet en fornyelse ved at bringe det i
kontakt med Europa, i første række med Frankrige; dettes
litteratur blev nu (fra midten af 19 aarh. af) mønsteret.
Dog vilde man herunder bevare det nationale (tmilli»)
og søgte derfor tilknytning hos folkelitteraturen. Endnu
er man dog ikke naaet frem til afklarede former. De
seneste aar kan baade paa det lyriske og dramatiske
omraade fremvise anerkjendelsesværdige resultater; men
i det store og hele betegner de en gjærings- og
overgangstid. — Historie. Det folk, hvorfra tyrkerne
nedstammer, boede i oldtiden i Turan. I 8 aarh. gik de
over til islam og udbredte sig i de følgende aarh. i
retning af Lilleasien. Trykket af de fra Asiens indre
fremrykkende mongoler udvandrede omkr. 1225 en tyrkisk
stamme til Armenien. Her fik dens høvding Ertogrul
(1231—88) af den seldsjukiske sultan af Konia Ala
ed-din (Aladdin) en provins i Frygien som len. Dette
blev oprindelsen til det tyrkiske rige. Ertogruls søn
Osman I (1281—1326) gjorde sig uafhængig, antog titelen
sultan («hersker») og betragtes som rigets grundlægger.
Efter ham har tyrkerne kaldt sig osmaner. De var et
tappert kriger- og erobrerfolk, bredte sig ogsaa hurtig
langs Lilleasiens kyster, som dengang tilhørte det
græske keiserdømme, og erobrede 1308 øen Kios. Osmans
søn Urkan (1326—59) erobrede 1326 fæstningen Brussa,
som han gjorde til rigets hovedstad. Allerede hans
søn Murad I (1359—89) kunde forlægge rigets
tyngdepunkt til Europa, idet han 1365 gjorde Adrianopel til
hovedstad. Dermed var det græske keiserdømme
begrænset til Byzans med nærmeste omland. De nordenfor
boende slaviske folk, serber og bulgarer, blev gjort
tributpligtige (1389). Stedse længere trængte tyrkerne frem.
Murads søn Bajaset I (1389—1402), kaldt Ilderim («lynet»),
erobrede hele Makedonien, Trakien og Thessalien, betvang
Bulgarien og trængte ind i Hellas. Men selv blev han
slaaet og taget tilfange af mongolerne under Timur.
Tronstridigheder bragte rigets enhed i fare, men 1413
lykkedes det Muhammed I (d. 1421) at samle magten i
sin haand, og hans søn Murad II (1421—51) befæstede
den yderligere efter opstandsforsøg i Lilleasien og kampe
med vekslende held mod albaner, serber og ungarer,
men som endte med, at tyrkerne underkastede sig alt
land syd for Donau og 1446 erobrede Peloponnes.
Konstantinopel faldt 1453 i tyrkernes besiddelse, og
Muhammed II (1451—81) gjorde den til sin residens. 1456
indlemmedes Serbien, 1463 Bosnien, 1468 Albanien, 1461
keiserdømmet Trapezunt, 1475 tatarernes kanat paa
Krim, 1478 det polske Moldau. Efter en stilstandsperiode
i denne magtudvidelse under Bajaset II (1481—1512) og
Selim I (1512—20) erobrede Suleiman (Soliman) II (1520
—66) Armenien, Syrien, Georgien, Palæstina, Mesopota-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
