- Project Runeberg -  Illustreret norsk konversationsleksikon / Bind VI : Recambio-Öynhausen (Ordbøgerne: Teknologisk-Øvrighedsperson) /
2069-2070

(1907-1913)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ørlandet ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

2069

Ørlandet—Ørret

2070

land uden nævneværdigt vand og vegetation. Men mellem
disse ørkenformer er der ingen væsensforskjel, kun en
gradsforskjel, betinget af en mere eller mindre
fremskreden forvitring: i Nord-Afrika skjelner man mellem
klippeørkenen (hammada), den deraf opstaaede
stenørken (serir) og som det sidste udviklingstrin sandørkenen
(erg). Af disse er klippe- og stenørkenen den goldeste
og vanskeligste at passere; i sandet derimod vil selv den
mindste fugtighed hindre den absolute vegetationsløshed,
og saaledes danner sandørkenen overgangen til
ørken-stepperne. Endelig kan nævnes saltørkenen, særlig der,
hvor der før har været hav eller saltsjø; den kan
undertiden være overtrukket med en snehvid saltskorpe.
Typisk for ørkenvegetationen er mimosa- og
akasia-arter i den gamle verden og i Australien, kaktus-arter i
den nye verden.’ Aarsagen til ørkendannelsen er af
klimatisk og orografisk art: enten regnfattige vinde, som
blæser mod varmere egne, og hvis vanddamp derfor ikke
fortættes, eller stængende randbjerge, som hindrer
nedbør paa en indenfor liggende slette, som derfor siges at
ligge i regnskygge. Hvor vand kommer til, oftest som
følge af kilder eller underjordiske vandaarer, opstaar
frugtbare flekker i ørkenen, de saakaldte oaser, ofte
dækket med yppig plantevekst. Det største ørkenstrøg
paa jorden findes i den gamle verden tvers igjennem
Nord-Afrika og Mellem-Asien i en sydlig bue fra
Atlanterhavet næsten til Stillehavet, med en længde af 15 000
km. og et areal adskillig større end Europas. Omtrent
en fjerdedel af Australfastlandet er sandørken, og i den
nye verden strækker den salpeterrige Atacama-ørken sig
som en lang smal stribe i det nordvestlige Peru indenfor
Stillehavet i Sydamerika og i den sydvestlige del af
Nordamerikas Forenede stater, og tilstødende egne af
Mexico findes flere ikke sammenhængende ørkenpartier.

Ørlandet, herred i Søndre Trondhjems amt, nordvest
for Trondhjem, 79.12 km.^ med 3040 indb. (1910); 42.78
pr. km.^ Herredet, som svarer til 0. sogn af 0.
prestegjeld, bestaar af den flade, myrlændte halvø mellem
Bjugnfjorden og Skjørnfjorden ved indløbet af
Trond-hjemsfjorden paa dens nordside. Af arealet opgives
26.06 km.^ at være aker og eng, 1.40 km.^ skog, 0.42 km.^
ferskvand; resten er udmark og myr. 15174 maal udyrket
til dyrkning skikket jord; 1901—07 nyopdyrkedes 1575
maal. Vigtigste næringsvei er jordbrug og fiskeri. Et
meieri. En meieriskole. 0. sparebank, oprettet 1849.
Antagen formue 1910 1688 000 kr., indtægt 387 000 kr.
Dampskibsforbindelse med Trondhjem.

Ørne (aquilini), underfamilie af rovfugle (s. d.).
Nebbet smalner af fra roden af og mangler «tand» eller
sideflig; næseborene er ovale, vingerne store, naar omtr.
til spidsen af den afrundede stjert. Benene er sterke,
tarsen længere end halve underbenet og fortil mere eller
mindre fjærklædt, ydertaaen ved roden forbundet med
mellemtaaen ved en hinde. Klørne er meget store,
krogede og spidse. De lever hovedsagelig af hvirveldyr,
flyver udholdende, men ikke hurtig, og bygger rede i
trær eller paa klipper. Herhen vaage s legten (s. d.)
og ørn es legten (s. d.).

Ørnebregne (bot.l, d. s. s. einstape (s. d.).

Ørnen (Aquilà), stjernebillede syd for Svanen i
melkeveiens østlige gren, let kjendelig paa stjernen Atair
(af første størrelse) i ret linje mellem et par mindre
stjerner. Araberne kaldte disse tre stjerner «den flyvende
ørn» (Elnesr el-taïr), se Lyren. Omkring midten af
juli staar 0. i syd ved midnat.

Ørneorden, se Ordener.

Ørneslegten (aquila), siegt af ørne (s. d.). Nebbet er
stort og sterkt, øinene ligger d3^bt under de fremskydende
pandeben, vingerne er store og brede med fjerde og
femte svingfjær længst. Nogle arter lever i fjeldland,

Kongeørnen (aquila chrijsaëtus).

andre i skog- eller sletteland, atter andre ved havet.
Det er store, rovgjerrige og skadelige fugle. Herhen
17 arter, som er udbredt over næsten hele jorden. —
Landørnen, kongeørnen (a. chrysaëtus). Hovedet
og halsen er rødbrune med gulbrune fjærkanter, ryggen,
skuldrene og vingedækfjærene mørkebrune; struben sort,
undersiden forøvrigt
sort med rødbrune
fjærkanter.
Længden op til 890 mm.
Tarsen er fjærklædt
paa hele forsiden.
Landørnen lever i
Europas, Nordasiens
og i Nordamerikas
Qeldtrakter og
forekommer, om end
sparsomt, over hele
Norge. Parret
holder sammen for
livstid ; hunnen alene
ruger. Streiffugl. —
Havørnen (a.
al-bicilla) er oventil
graabrun med
bleg-graa fjærkanter, paa
brystet og maven
brun med bleggraa
fjærspidser. Stjerten hvid. Længden op til over 1000 mm.
Høist halvparten af tarsen er fortil fjærklædt. Havørnen
findes over hele Europa, Nord-Asien og Nord-Afrika og er
almindelig langs Norges kyst, talrigst nordpaa. Den er
vor største rovfugl. Parret holder ligesom landørnen
altid sammen. Begge forældre ruger. Streiffugl.

Ørnrokken, se Djævlerokker.

Örnsköldsvik, Sverige, by i Vaslernorrlands län
(Ångermanland), ved en vakker liden vik af den
Bott-niske bugt; 3700 indb. I nærheden store sagbrug.

Ørret, fisk a f lakseslegten, adskiller sig fra laks
navnlig ved mindre slank bygning, høiere halerod, mindre
indskaaret halefinne, flere (oftest 13—15) skjæl i en
skraalinje fra fedtfinnen ned til sidelinjen, længere
over-kjæve (naar lidt bagenfor øiet) og flere pletter paa siderne
(sorte pletter under sidelinjen ogsaa bagenfor rygfinnen).
Den er derhos gjennemgaaende mindre end laksen,
men kan dog undtagelsesvis opnaa en størrelse af 15 kg.
og derover. I variabilitet overga ar ø. de allerfleste, maaske
alle andre fiske, hvad der har fremkaldt megen
menings-forskjel med hensyn til artsbegrænsningen, idet enkelte
zoologer henfører Europas ørretformer til et større eller
mindre antal forskjellige arter, medens andre betragter
dem alle som tilhørende en og samme art (salmo trutia).
Den sidste opfatning synes at være den rette, da de
karakterer, der skulde adskille de forskjellige former,
synes at være lidet holdbare, idet de mere eller mindre
fuldstændig afændres, naar fisken overføres til et andet
vandomraade end det, hvori den før har levet. Mange ø.
tilbringer hele sit liv i ferskvand, vand eller elv, og er
da oftest forholdsvis mørkfarvede, tildels med røde
pletter paa siderne, hvorimod andre tidligere eller senere
forlader vasdragene og gaar ud i sjøen, hvor de antager
en mere sølvglinsende farve og faar navn af sjøørret.
I denne form forveksles ø., navnlig i yngre alder, ofte
med laks. Vor ø. har sin hovedudbredelse i Europas
nordlige halvdel, men forekommer i saagodtsom alle
lande i Europa saavelsom i de nærmest tilstødende dele
af Asien og Afrika. I den senere tid er den ogsaa med
held overført saavel til Amerika som Australien. I Norge
er 0. den mest udbredte ferskvandsfisk, idet der er
yderst faa, om nogen, herreder, i hvilke den ikke fore-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 11:12:58 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ink/6/1099.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free