Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Upsala
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forraade mig, dræbe mig!“ Og Kong Erik byder, at
hele Stures Slægt skal bringes hid som Fanger.
Kong Erik sidder paa Kongestol, Solen skinner,
men ikke ind i Kongens Hjerte. Niels Sture træder
ind med Jaord fra den kongelige Brud, og Kongen
trykker hans Haand, lover ham vel — og Aftenen
efter er Niels Sture Fange med paa Upsals Slot.
Kong Erik ruller sig i sit mørke Sind, han har
ikke Hvile, han har ingen Ro, mellem Angst og
Mistro jages han afsted til Upsala Slot. Alt vil han
gjøre godt igjen ved at ægte Niels Stures Søster;
knælende beder han hendes sangne Fader om Ja, og
faaer det, men i samme Nu er Mistroens Aand atter
over ham, og han raaber i Vanvid: „I tilgive mig
dog ikke den Skjændfel, jeg har bragt over Niels!“
I samme Stund kom Gøran Persson; han meldte,
at Kong Eriks Broder Johan var sluppet af sit Fængsel,
og at Oprøret brød løs. Og Erik løb med den
skarpe Dolk ind til Niels Sture. „Er Du der,
Rigsforrædder!“ raabte han, og stødte den i Stures
Arm. Sture drog Dolken ud igjen, tørrede Blodet af,
kyssede paa Haandtaget, gav den igjen til Kongen
og bad. „Skaan mig Herre, jeg har ikke fortjent
Eders Unaade!“ Og Erik lo høit: „ho! hør kun den
Skjelm, hvor han kan bede for sig!“ Og Kongens
Landseknægt stødte sit Spyd gjennem Niels Stures
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
