Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson 8. December 1832—8. December 1902 (I.) (1902)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson
245
heder det i «Arnljot Gelline»; han har vist tænkt paa sig selv,
da han skrev disse Linjer, har ialfald kunnet tænke paa sig
selv. Men nu maa Hadet have opfyldt sin Mission ligeoverfor
ham. Under Kampen kan det være undskyldeligt, at man bare
har Tanke for dette ene: at faa fældet sin Modstander; bagefter,
naar Blodet er bleven koldere, vil man kunne se og anerkjende
hans under Kampen udviste Mod og Dygtighed, saafremt man
har noget af en Gentleman ved sig og ikke er altfor borneret
eller smaaskaaret. Naar Partierne staar paa det skarpeste mod
hinanden, kan det være undskyldeligt, endog rimeligt, at man
opfatter Forholdet, som om der bare er Bet paa den ene Side,
bare Uret paa den anden; eftersom Striden udjævnes eller gaar
over i et n\Tt Stadium og antager nye Former, vil man ved at se
tilbage mere og mere erkjende, — hvad der altid er Tilfælde
ved en stor principiel Strid om politiske eller andre
Spørgsmaal —, at nemlig Partierne, trods Modsætningen, igrunden
har arbeidet for de samme store fælles Maal, bare ad
forskjellige Veie.
Vi finder den bedste Illustration hertil i vor egen nyere
Historie, ved at gaa tilbage til Wergelandstiden. Aldrig har
Partierne staaet skarpere mod hinanden, aldrig har en Modsætning
i Hensyn paa almene Synsmaader og Formaal været følt som
dybere og mere uforsonlig. Norskhedsmænd og
Intelligensriddere kjendte intet Prutningsmon ligeoverfor hinanden og troede
ikke at kunne gjøre hinanden nogensomhelst Indrømmelse uden
at forraade sin egen gode Sag, Nationens eller Civilisationens.
Og dog ser nu enhver, at de af dem repræsenterede Synsmaader
og Formaal, saalangt fra at udelukke hinanden, gjensidig
udfylder hinanden; Wergeland og Welhaven har faaet Plads Side
om Side i Folkets taknemmelige Erindring.
Det kan neppe være tvivlsomt, at det vil gaa og vistnok
tildels allerede er gaaet ligedan med Opfatningen af den store
Strid mellem Høire og Venstre (som jo ogsaa, i Lighed med
Wergelandstidens Kampe, ikke bare har dreiet sig om Politik,
men tillige om mere almene Spørgsmaal). Denne Strid er
vistnok langtfra endnu afsluttet; men den har stilnet mere og mere
af og synes nu for Tiden at være ifærd med at gaa over i et
nyt Stadium og at antage nye Former. Tiden tør da vel ogsaa
være kommet, da man fra alle Sider vil kunne faa Øinene op
ikke bare for den Genialitet, men ogsaa for den varme
Fædrelandskærlighed og Sandhedskærlighed og den sterke og
aarvaagne Betsfølelse, hvorom Bjørnsons Deltagelse i vor Politik
og offentlige Diskussion har vidnet, og da man fra alle Sider vil
erkjende, at han ikke bare som Digter, men ogsaa som Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
