Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Om Forholdet mellem Religion og Moral og om den deterministiske eller evolutionistiske Morallære (1886—87)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Forholdet mellem Iteligion og Moral
433
staar sig, paa en mere og mere indirekte Maade, men altid og
under alle Omstændigheder en demoraliserende Trafik, hvorved
man døver sin Ansvarsfølelse og tror at frikjøbe sig fra en Del
af sin moralske Skyldighed ved Præstationer af en anden, lettere
eller behageligere Sort.
Endelig følger det af sig selv, at den kristelige Moral, saavidt
den bliver behersket af det theologiske Princip, har den samme
Karakter af Ubevægelighed som al anden theologisk Moral og
fremstiller sig som et én Gang for alle givet Hele, hvilket der
ikke kan tages noget fra og ikke lægges noget til. Vistnok har
som før omtalt de troende Krisne i forskjellige Tidsaldere hyldet
forskjellige moralske Idealer, hvoraf følger, at den kristelige Moral
i Praksis har varieret. Men derved modbevises ikke dens
principielle eller theoretiske Ubevægelighed. Thi ét er Theori, et
andet Praksis. Kristendommen opstillede ikke fra først af noget
egentligt Morals3rstem. Hvad der i det nye Testamente findes af
moralske Forskrifter eller Grundsætninger, fremkommer
lejlighedsvis og uden at det nogetsteds bliver samlet og ordnet til et syste
matisk Hele. Herved er indenfor den af disse Grundsætninger
opdragne Ramme en vis fri Bevægelighed blevet mulig. Og da
Grundsætningerne for det meste har en ophøiet og almengyldig Karakter,
saa er ogsaa Rammen sammenligningsvis en meget vid. Alligevel
er det meget langt fra, at den tager alt det med, som hører med.
Der er Dyder, virkelige D3rder, som Kristendommen ikke
er-kjender og efter sit^Væsen ikke kan erkjende, — som aldrig har
havt og aldrig kan faa Plads indenfor den ved den kristelige
Moral opdragne Ramme. Saaledes den mandige Selvfølelse eller
Selvagtelse, ifølge hvilken man for sin egen Værdigheds Skyld
skyr, hvad der er feigt og ignobelt; — denne mandige Selvagtelse,
hvori den antike Verdens Folk satte Moralens Kjerne (virtus), og
hvori man ogsaa i Nutiden erkjender et af de allerøverste
Moralprinciper, der maa tages med til Udfyldning af den af
Kristendommen indskjærpede Ydmyghed og Erkjendelse af egen
Ufuldkommenhed, forat der ikke skal fremkomme en lavtliggende,
servil og uædel Moraltype. Heller ikke den ubetingede
Sandheds-kjærlighed kan siges at høre med blandt de særlig kristelige
Dyder, allermindst i vore Dage, da man for at bevare sin Tro
ren og uden Anfegtelse mere og mere bliver nødt til at sondre
mellem sund og usund Oplysning og til at indtage ligeoverfor
den sidste Sort en Holdning, der ikke ret vel lader sig forene
med Hensynet til Sandheden. Men ifølge det theologiske Princip
og som sanktioneret fraoven maa jo den kristelige Moral ubetinget
kræve at opfattes som fuldkommen udtømmende og tagende med
alt, hvad der hører med. De Pligter, som den ikke udtrykkelig
28 — Sars: Samlede Verker. IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
