Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII. Genferen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
183
Dette er i korthet indholdet av den lange og pompøse
«Tilegnelse» til den genfiske republik; han undertegnet
den: J. J. Rousseau, borger av Genf, og nu skulde han
hjem for at gjenerhverve sig retten til at bære dette
ærefulde navn.
I Chambéry hadde han en pinlig oplevelse, møtet
med .Mad. de WarenS, som han nu ikke hadde set paa
tolv aar; han hadde nok gjennem en spredt brevveksling
faat en anelse om hvorledes det var tat med hans stak*
kars maman. Men vrkeligheten var allikevel meget
værre: «Jeg gjensaa hende — — i hvilken forfatning.
Herregud! For en fornedrelse! — — Kunde dette virke*
lig være den samme Mad. de W’arens, engang saa straa*
lende, til hvem presten Pontverre hadde sendt mig?
Hvor det ståk mig i hjertet at se hende slik! Jeg saa
ikke anden utvei for hende end at reise bort; atter og
atter tigget jeg hende om - at komme og leve frede*
lig hos mig, som sammen med Therese skulde vie vort
liv til at gjøre hendes dage lykkelige.» Men hun vilde
ikke, kunde ikke reise fra sin pension, som hun for*
resten ikke hadde faat noget av paa lange tider. Saa
fattig og forkommen hun end var, hendes hjerte var dog
det samme: Therese bragte hende nogen penger fra
Rousseau. «Det sidste smykke hun hadde igjen, var en
liten ring; hun tok den av sin finger for at sætte den
paa Thereses, men Therese tvang hende til at ta den
igjen, idet hun kysset den ædle haand som hun dugget
med sine taarer1.» Rousseau er meget rørt over dette
lille træk og overfaldes av et av sine almindelige sam*
vittighetsanfald, han følte det som sin pligt at opgi alt
og leve for hende; men han gjorde det ikke. «Jeg
sukket over hende og fulgte hende ikke.»
Nogen dage efter var han i Genf og fik andet at
tænke paa; «jeg overgav mig til den republikanske be*
geistring som hadde ført mig derhen. Denne begeistring
vokste ved den mottagelse jeg fik, feteret og karesseret
som jeg blev av alle stænder — — —»
1 Confessions, MII. Oeuvres XIX, 295.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
