Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Del - Familieærgrelser - VI. Frændskab. »Fru Landsskræk«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
217
Længere ude i Gaden mødte jeg Sivertsens. De
gik ovre paa det andet Fortov, men aldrig saa snart
fik Spektakelmageren Øje paa mig, førend han med sin
unge Kone under Armen gjorde Front over mod mig
og sænkede Hatten helt ned mod Støvlerne. Det saa
ogsaa ud som en Gratulation.
Paa Langelinie var Ekvipagerne ude at sole sig.
I en af de smukkeste sad et Par anselige Herrer i
Pelskapper. Den ene af dem kendte jeg fra min Ungdom,
skønt vi i den senere Tid efter en stiltiende
Overenskomst ikke plejede at hilse hinanden. Det var en
Person, der, efter at alle andre Veje var ham afskaarne,
havde gjort en Slags Karriere ved vort
Grevinde-Hof, og som siden den Tid havde antaget
Beskyttermine og Ord for at være altformaaende i
»Befordrings-væsenet». Jeg var just midt i en stor Flok
Promenerende, da bemeldte Herre kom kørende, og greb
derfor saa meget ivrigere den gunstige Lejlighed til at
kaste et Blik ud over Sundet; men denne Gang kendte
han mig. Han slog Armen saa langt ud af Vognen,
som han kunde, og raabte af alle Kræfter med det
mest naadige Patronsmil over hele Ansigtet, idet han
gemytligt nikkede til mig: »God Dag, god Dagl —
Det kommer i Aften!« — og saa kørte han videre.
Saadan en Hilsen af saadan et Mandfolk kan være
forfærdelig generende, men hvad skal man gøre? Det
nytter ikke at klage til Politiet!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
