Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Sjel i Vildmarken.
•239
paa den høie Skrent ved Gaarden. Solen gik ned,
og Aftenstjernen tindrede allerede. I den klar-dunkle
Skumring laa Vandene og de lavere Aaser. Men
Himlen var gylden, og Aftenlyset skinnede
paaHoi-derne. Sara gik fra Gjedeflokken, og stod nu,
bortvendt fra den Fremmede, yderst paa Skrenten. Da
sang hun med klar Røst sin Aftensang over de
stille Skovgrunde.
Alf havde været hjemmefra paa det fjerde Aar,
da han en vinterlig November-Dag betraadte Stien,
der fra Skoven forer op til den lille Gaard under
Aasen. Det var en Bevægelse i hans Sind til det
Bedre, som drev ham hjem fra saa mange farlige
Veie. Thi af en nitten-aars Gut at være, havde
han forsøgt sig i Meget. Tilsidst havde hans
Letsind bragt ham i Forbindelse med nogle
Omstreifere, ved hvis Ryggesløshed han dog snart oprørtes
og kom til Eftertanke. Da han negtede at være med
ved Udforeisen af en forbrydersk Plan, kom det til
en Strid, der igjen fremkaldte en Rets-Undersøgelse,
og denne blev ham ogsaa deri gunstig, at den i
Ængstelsen bragte ham til at længes efter Moderen
og Hjemmet.
Nu stod han paa det snelagte Tune, og saa
Hytten, af hvis Tag Rogen steg op mod en klar,
skyfri Himmel. Det var om Morgenen. Alt var
stille, og den nyfaldne Sne viste kun det friske Spor
af en Kvindefod fra Hytten til Gjedestalden. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
