Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•240
En Sjel i Vildmarken.
er vei Saras Fjed, tænkte han, og stærkere kom nu
Erindringen og Angeren over ham. Saaledes stemt,
og under strømmende Taarer, aabnede han
Hjemmets Dor.
Modtagelsen blev langt over hans Haab. Den
Gamles Glæde var ordknap, men heftig. Hun havde
ganske opgivet Sønnen, og hans Hjemkomst bragte
med Overraskelsens Kraft hendes inderste Liv for
Dagen. Sara derimod, som med udholdende Tillid
altid havde ventet ham, formildede ög ordnede
ligesom Gjensynet for dem alle ved sin aabne
Hjertelighed. Men Alf kom ei heller ganske som den
forlorne Søn til Hjemmet. Hans Letsind havde ei
givet ham Udsvævelsens Mærker, — tvertimod var hans
Udseende sundt og kraftigt. Under sin Omvandring
var han desuden bleven en flink Træ-Arbeider, og saa
arm han var, havde lian dog nu en bedre forsynet
Bandsel, end da han drog hjemmefra.
Det led mod Jul, og det tegnede til at blive
en glædelig Fest for Hyttens Beboere. Selv den
halvtossede Gaardskarl ytrede sin Tilfredshed, og
stellede ivrigere end ellers med sit Arbeide. Kun
Sara havde i de faa Uger gjort en nedslaaende
Erfaring. Med Hengivenhedens agtsomme Blik havde
hun allerede bemærket, at Alf, med al sin Anger
og Bedring, dog ei længere tilhørte Hjemmet. Fra den
stille Bugt havde han selv arbeidet sig frem i
Vandløbet, og var nu overgiven til dets Strømninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
