Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Sjel i Vildmarken.
•249
en Gru, som kun Faa kjende. Den kolde, bidende
Luft i rasende, Alt omsusende Bevægelse, — de
skuffende, vigende og forvirrede Former trindt om den
vanskeligste Vei, — og saa de frygteligste Udbrud af
Veiret, naar man ligesom feler sig ophvirvlet midt
i de kæmpende Sne-Skyer!
Til disse Rædsler har Sara overgivet sig. Paa
Skov-Stien, hvor der stundom er noget Ly, jages
Sneen fra de halvt-begravede Graner i det stærkeste
Fog. Paa de bare Heier ligger Skaren, og fæster
Snelaget; men slemmere rase Vindstedene der, og
ramme den Vandrende med utallige Smaa-Splinter
fra det frosne Snedække. Hvor ofte maa hun standse
eller beie sig ned, med tabt Aandedræt! I
Skovkanten kastes hun voldsomt mod en Granstubbe.
Med den ene Arm knuger hun Lys-Tinen til sig,
med den anden klamrer hun sig til Træet. Paa
Veiens heieste Punkt staar hun længe i en
Klippespalt, som hun i yderlig Ned har naaet,
gjennem-isnet af den vilde, vedholdende Byge.
Men dette var ogsaa Uveirets sidste Rasen.
Da Sara havde tilbagelagt den Kiev, som ferer
ned i Dalvidden, var Blæsten stilnet af og Himlen
stjerneklar. Ferst sent paa Kvelden kom hun, ganske
udmattet, til Gaarden ved Fyrreholtet.
Her var Juleglæden i fuld Gang, og Stuen
rungede af Lystighed. Hun satte sig ved Gruen i
Kjek-kenet, og felte Lyets og Varmens usigelige Velbe-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
