Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Skyggerids. Psychologisk Tidsfordriv - 2. Donna Elvira
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
Maade. Men alt eftersom Forklaringen bliver en anden, bli-
ver Factum selv et andet. Reflexionen faaer derfor strax nok
at gjøre, og den reflekterede Sorg er uundgaaelig.
Don Juan har forladt Elvira, i samme Nu staaer Alt
tydeligt for hende, og ingen Tvivl lokker Sorgen ind i Re-
flexionens Taleværelse, hun forstummer i sin Fortvivlelse.
Med et eneste Pulsslag gjennemstrømmer den hende, og dens
Stromning er ud efter, med et Blus gjennemskinner Liden-
skaben hende og bliver synlig i det Udvortes. Had, Fortviv-
lelse, Hævn, Kjærlighed, Alt bryder frem, for synligt at
aabenbare sig. J dette Øieblik er hun malerisk. Phantasien
viser os ogsaa derfor strax et Billede af hende, og det Ud-
vortes er ikke her sat i Judisferents, Reflexionen derover ikke
indholdsløs, og dens Virksomhed ikke uden Betydning, idet
den vrager og udvælger.
Om hun selv i dette Moment er en Opgave for kunst-
nerisk Fremstilling, er et andet Spørgsmaal; men saameget er
vist, i dette Øieblik er hun synlig og kan sees, naturligviis
ikke i den Forstand, at denne eller hiin virkelige Elvira vir-
kelig kan sees, hvad der da som oftest er identisk med at hun
ikke sees-, men den Elvira, vi tænke os, er synlig i sin Væ-
sentlighed. Om Kunsten er istand til, i den Grad at nuaucere
Udtrykket i hendes Mine, at Pointet i hendes Fortvivlelse
bliver anskueligt, skal jeg ikke afgjøre, men hun lader sig be-
skrive, og det Billede, som derved viser sig, bliver ikke en
blot Byrde for Hukommelsen, der hverken gjør fra eller til,
men har sin Gyldighed. Og hvo har ikke seet Elvira! Det
var en tidlig Morgen, at jeg i en as Spaniens romantiske
Egne foretog en Fodvandring Naturen vaagnede, Skovens
Træer rystede deres Hovedet, og Bladene gned ligesom Søv-
nen af Øinene, det ene Træ bøiede sig til det andet for at
see, om det var opstaaet, og hele Skoven bolgede i den ko-
lige, friske Luftning; en let Taage hævede sig fra Jorden,
Solen rev den bort som var det et Teppe, hvorunder den
havde hvilet i Natten, og skuede nu som en kjærlig Moder
ned paa Blomsterne og paa Alt hvad der var Liv og sagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
