- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Fjortende Bind /
302

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

302

Du lovede ham det, og saa tilsidst glemt, glemt — ja glemt, at
han Intet glemmer, han den evig Uforanderlige, at det just er en
Aarenes bagvendte Barnagtighed at mene, at Noget er ubetyde-
ligt for Gud, og at Gud glemmer Noget, han den evig Uforan-
derligel

J Forholdet mellem Menneske og Menneske klages der saa
ofte over Foranderlighed, den Ene klager over den Anden, at han
har forandret fig; men selv i Forholdet mellem Menneske og
Menneske kan stundom den Enes Uforandrethed være som til
Plage. Maaskee har En talt til et andet Menneske om sig selv.
Maaskee var det lidt barnagtig, tilgivelig Tale, han sorte. Men
maaskee var Sagen ogsaa alvorligere: det fristede det daarlige,
forfængelige Hjerte at tale i hoie Toner om sin Begeistring, sin
Folelses Varighed, sin Villen i denne Verden. Den Anden horte
roligt derpaa, han ikke engang smilede, eller forhindrede ham i at
tale; han lod ham tale, han horte, han taug, kun lovede han,
hvad der blev forlangt, ikke at glemme det Sagte. Saa gik der
Tid hen; og den Første havde længst glemt alt Dette; den Anden
derimod havde ikke glemt det, ja, lad os tænke det endnu Besyn-
derligere, han havde ladet sig bevæge af de Tanker, som den
Første i et Stemningens Øieblik havde udtalt, ak, og ligesom givet
fra sig, havde i redelig Stræben dannet sit Liv i Forhold dertil:
hvilken Plage med hans Hukommelfes 11forandrethed, han som
kun altfor tydeligt viste, at han indtil det Mindste hnskede, hvad
der i hiint Øieblik blev sagt!

Og nu den evig Uforanderlige — og dette menneskelige
Hjertet O, dette menneskelige Hjerte, hvad gjemmer Du dog ikke
i Dit henmielighedsfulde Indelukke, ubekjendt for Andre —- det
var ikke det Værste — men stundom næsten ubekjendt for den Ved-
kommende selv! Fast er det jo, saasnart et Menneske blot er blevet
noget tilaars, fast er det jo som et Gravsted, dette menneskelige
Hjerte! Der ligge de begravne, begravne i Glemsel, Luften For-
sætter, Beslutninger, hele Planer og Brudstykker af Planer og
Gud veed hvad — ja saaledes tale vi Mennesker, thi vi Mennesker
tænke sjeldent ved hvad vi sige; vi sige: der ligger Gud veed

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 19:09:18 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/14/0308.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free