- Project Runeberg -  Søren Kierkegaards Samlede Værker / Niende Bind /
193

(1920-1926) [MARC] Author: Søren Kierkegaard With: Anders Bjørn Drachmann, Johan Ludvig Heiberg, Hans Ostenfeld Lange
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

193

det som oftest er fra, at den Klagende gjor sig endog blot en
ringe Anstrengelse for at sætte sig i den Anklagedes Sted, at
Tommen, den strenge, den skaanselslose, ikke maatte være en
overilet Dont, men idetmindste forsaavidt betænksom, at den
med Bestemthed veed, hvorom den domnierz Gud veed, hvor
ofte man seer dette sorgelige Syn, hvorledes Lidenskaben strax
udruster selv den maaskee ellers Judskrænkede, naar han for-
meentligen er en Forurettet, med en Zkarpsindighed, som er
forbausende, og derimod hvorledes den slaaer selv den maaskee
ellers Judsigtsfulde, naar han formeentligen er en Forurettet,
med Dumhed i Forhold til enhver formildende, undskyldende,
retfærdiggjorende Opfattelse af Uretten, fordi den krænkede
Lidenskab behager sig selv i at være forblindet skarpsindig: men
dette ville vi jo dog alle være enige om, at dersom der i et For-
hold mellem tvende Venner hændte hvad der hændte Christus
med Peber, da var der sandeligen Grund nok til at bryde — med
eu saadan Forræder. Dersom Dit Liv var bragt i den yderste
Afgjørelse, og Du havde en Ven, der af egen Drift hoit og dyrt
tilfvoer Dig Troskab, ja at ville vove Liv og Blod for Dig, og
han da i Farens Øieblik end ikke udeblev (det havde dog næsten
været mere tilgiveligt), nei han kom, han var tilstede, men han
rorte ikke en Haand, han stod rolig og saae til, dog nei han stod
ikke rolig, hans eneste Tanke var at frelse sig selv, og paa ethvert
Vilkaar, han end ikke greb Flugten (det havde dog næsten været
mere tilgiveligt), nei han blev staaende som — Tilskuer, hvad
han sikkrede sig at kunne være — ved at fornegte Dig: hvad
faa? Vi ville endnu ikke lade Eftersætningen folge, lad os kun
ret levende fremstille Forholdet og tale ganske menneskeligt
derom. Altsaa, Du stod anklaget af Dine Fjender, domt af Dine
Fjender, det var bogstavelig Sandhed, at Du stod overalt omgiven
af Fjender. De Mægtige, som dog maaskee kunde have forstaaet
Dig, de havde forhærdet sig mod Dig, de hadede Dig. Derfor
stod Dit un anklaget og domt — medens en forblindet, rasende
Mængde hylede Forhaanelser mod Dig, vanvittigt endog jublende
ved Tanken om, at Dit Blod skulde komme over dein og deres
S. Kierkegaard-. lx 13

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri May 10 19:09:12 2019 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/kierkesaml/9/0201.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free