Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det evige savn 331
mangfoldige den sædvanlige, hvorfra de med usta-
dige mellemrum i et næsten forskrækket sæt farer
sammen og tilbage til livets virkelighed. Og er det
end umulig at sige, om der foregaar noget, eller om
alt staar stille i et sligt fraværende sind, saa hænder
det undertiden, at et menneske springer lige ud af
sin dvale ind i en afgjørende beslutning og uden at
nøle brænder af sit hus eller skriver et digt eller læg-
ger strikken om sin hals.
Da Johannes kom til sig selv, betragtet han først
en tidlang sin snadde, som om den var en sjælden
og ham fremmed gjenstand. Derefter la han en bræt
i den opslagne bog, som om han havde læst i den,
og stak den under armen og hoppet ned af stenen
og gik hurtig nedover til huset.
Moderen laa paa knæ ved ollen og skrubbet træ-
koller. Hun saa op og nikket fornøid til ham.
— Nu skal du vel op til præsten, sa hun.
— Ja, jeg gaar en tur. Aa, læg den boken op paa
kammerset mit ved leilighed.
Hun reiste sig op og saa efter ham, til han var
kommen ned paa veien.
— Nei, men nu mener jeg!
Han tog veien ned over til fjorden og ikke opover
til præstegaarden. —
Ja, han begav sig tilbage den samme vei, han var
kommen om natten. Da han naadde ind i skogen,
strakte han sine skridt og smaaløb indimellem af
utaalmodighed. Han mødte ingen, og de smaa stuer
i lysningerne saa ogsaa nu ved dagstide ganske fol-
ketomme ut. Forøvrig la han ikke merke til noget
og saa ikke til høire eller venstre. Nedover kleven
gjennem skaret løb han, saa smaastenene sprat om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
