Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 Tredie Tidsrum.
ret ugunstig stemt mod Kirken og dens Forstandere, men tvertom hel
det til Eftergivenhed og strcrbt at bringe Orden tilbage i de forvirrede
Forhold. Han raadede nu — heder det ved denne Tid om ham —
meer end for, og hvad han bestemte, syntes alt at verre Folk til Lin
dring" i). Men hvorledes end Kongens personlige Stemning kunde
vcere, saa fik denne ikke altid gjort sig gjceldende for de raadende Stor
mcend. Disse havde som hans Raadgivere og Landsstyrelsens Ihcen
dehavere i hans yngre Aar erhvervet et Herrcdsmme over ham, som
han gjennem sit hele Liv aldrig synes ret at have kunnet astaste, deels maa
siee fordi han felte sig at skylde dem Taknemmelighed for udviist Tro
stab under farlige Omstcendigheder, deels maaskee ogsaa, og det mest,
paa Grund as en vis godmodig Svaghed i Karakteren, der lod ham
meer end tilbsrligt paavirkes af enhver kraftig Personlighcd, som op
traadte i hans ncermeste Omgivelse. Herom vidner netop hans For
hold til Biskop Arne under dennes Ophold i Norge 1288—1291, lige
som ogsaa hans Åttring til Erkebiskop Isrund, da denne engang ved
given Leilighed svurgte ham, om han virkelig havde budet Rafn Odds
son at handle i den islandske Kirkesag som han gjorde. Kongen sva
rede nemlig, som for at undsiylde sig selv, at man (de verdslige
Stormcend) vendte hans Breve ester egen Villie^ ). Kong Erik vi
ser sig overhovedet i Kampen mellem Stat og Kirke ingenlunde som
den kraftige Styrer, hvortil nyere Historikere i Almindelighed have
villet gjsre ham, som den urokkelige Forsvarer af Kongedommets Ret
imod det anmassende Hierarchies Overgreb; — han viser sig heller
som en vakklende Aand, der maaskee endog kunde have vceret i Stand
til at indromme alle Bisioppernes Fordringer, hvis det havde lykkets
disse at fortrcenge en Bjarne Erlingsssn, en Audun Hugleiksson, en
Alf Erlingsssn og lignende Mcend af hans Raad og ncermeste Om
givelse og selv indtage deres Plads. Det var utvivlsomt de mcegtigc
Lendermcend, der i Virkeligheden styrede Norge i Kong Eriks Tid, og
det var dem, som vcesentlig opretholdt Kongedsmmets Verdighed imod
det paatrcengende Hierarchi og tilbageviste dette iuden rimelige Skran
ker; medens man neppe kan tilregne Kongen selv mcc» end maaskee en
forsonende Meglers Virksomhed mellem de ophidsede Iderligheder —
en Fortjeneste, som imidlertid ogsaa tilfulde bor paastjsnnes.
Ligesom Erkebiskop lon og Biskop Arne, saaledes indsaa ogsaa
Erkebiskop Isrund fuldt vel denne Sagernes sande Stilling, og det
var, som allerede viist, mod Magthaverne blandt Norges Lendermcend
og verdslige Hsvdinger, ikke mod Kongen selv, han rettede sine
Revselser. Men medens han ved at fa^fslge hine med Kirkens Straffe
strcrbte at opretholde i det mindste Skinnet af den kirkelige Myndig-
’) BP. Årnes S. c. 61 Slut. ’) Vp. Årnes S. c. 71.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
