Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
257
Jeg staar i Dalen ved det Livsens Træ,
der gav min Vaardags Drømme Lj’ og Læ;
for hver en Blomst, som siden sank i Støvet,
et Iduns-Æble gløder under Løvet.
Fra Træets Krone gaa med sagte Klang
de smeltende Akkorder til min Sang.
Bergen havde ikke glemt Dæmringens
forfatter; der var dem, som havde tænkt at
møde op paa Tyskebryggen for at pibe, naar
han kom. Dette blev dog hindret, og han,
som kom for at søge mindernes fred, flk
stige iland uden at liøre nogen mislyd.
Lyder Sagen var mødt op for at tage imod
ham, og da dampskibet kom senere end
ventet, for han utaalmodig op og ned
mellem bryggen og gamle fru Welhavens hus.
Da skibet saa endelig kom, sluttede han
Welhaven i sine arme som sin søn. De
var meget sammen i denne tid, og naar
de spadserede, stansede Welhaven
uafladelig og sagde: «Se, hvor vakkert her er!»
Welhaven blev meget oplivet ved sit ophold
i Bergen. I det selskabelige blev der gjort
stas af ham; han var jo ogsaa lektor.
Han besøgte ogsaa sin søster fru Sars,
som nu boede paa Manger, hvor hendes
mand var prest. En dag gik han med dem
ind i kirken, og idet han stod og saa paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
