Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Morten indsaa, at han var utilgjængelig for enhver
Forestilling, og saa sit sidste Haab synke.
Ved den skete Ydmygelse foran Stuwitz havde han
opfyldt alle Hensyn til sin Sag, og han følte sig næsten
lettet; thi der brændte i ham en Lyst til engang at faa
sige dette Menneske, som nu satte Foden paa hans
Nakke, Sandheden uden Hensyn.
Istedetfor efter den skete fornærmelige Affærdigelse
at gaa, satte han sig til Stuwitz’s Forbauselse ganske
roligt hen paa Sengekanten.
Hvad der nu foregik mellem disse to kan ikke fuldt
gjengives.
Morten skar saa at sige Stuwitz’s Ungdomsliv langsomt
op, Led for Led. Han glemte intet af, hvad han vidste,
og gav sig derpaa med iskoldt Ironi til at belyse hans
Forhold til Heggelund.
I Stuwitz’s Ansigt kom der en usigelig feig Angst; dets
spage, krybende Udtryk mindede om et Rovdyrs, der
angst gaar om i en Ulvegrav, hvori det uventet er faldt.
Det afløstes et Øieblik af en Paroksysme af Raseri,
hvorunder han saa ud til at ville bruge Voldsomhed. Men
en Mine af Morten lod ham atter sætte sig.
Det Speil, der holdtes ham for Ansigtet, viste
imidlertid efterhaanden et Billede, som Stuwitz selv tilslut
begyndte at finde overdrevent og uretfærdigt.
Og nu blev han igjen mere sig selv; thi han havde i
Begyndelsen ligget moralsk under for Vægten af alle de
Erindringer, der saa pludselig overvældede hans
Samvittighed, og tillige for Frygten.
Morten Jonsen havde gaat tungt paa, men havde
derunder ogsaa selvforglemmende blottet, hvor ganske
stykkevis og juridisk ufarlig hans Kundskab var.
Medens Pupillen i det ene matte Øie skalv, sagde
Stuwitz med et tirrende velvilligt Smil:
«Gudbevares! — jeg vil jo ikke andet end min
lovlige Ret med Finnæsset, og den skal da ogsaa frem. —
Men, hvor Deres ærede Mor kan være kommet rækende
fra i Verden, er sandelig mere, end jeg kan sige Dem,
hvis hun ikke skulde staa i Kirkebogen som andre
Folk!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
