Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
og ubekymret lade de ti paa Taget flyve. Men
i det samme dukkede Neergaards nøgne Hoved
op i hans Erindring. Han huskede hine den
døendes ironiske Afskedsord, der en Gang før i
et afgørende Øjeblik havde tegnet sig for ham i
Flammeskrift som et spottende: Mene Tekel. Og
han rettede sig og svarede et kort og afgørende
»Nej«.
Og nu forefaldt der en Scene, som Per aldrig
siden kunde tænke paa uden at bide sig i Læbei
af Skam. Med Hænderne i sine Bukselommer traadte
Mester Jacobæus ham med to tunge Skridt saa
nær ind paa Livet, at et Par Haar af hans graa
Fuldskæg kilrede ham i Ansigtet. Og i denae
Stilling lod han ham i alt andet end hensyns-
fulde Vendinger vide, at om han endnu blot en
eneste Gang vovede at nærme sig hans Broderdatter,
skulde han blive gennempryglet og jaget ud af
Nyboder som en skabet Hund. Per var bleven
kridhvid; men han rørte sig ikke og svarede ikke
heller. Hans første Tanke, da han saa’ Manden
nærme sig, havde været at gribe ham i Kværken
og sætte ham op imod Væggen og holde ham
fast dér, indtil han havde faaet sprællet Galskaben
af sig. Men idet han nu stirrede ind i Mandens
blussende Ansigt med de fortrukne Træk, som
endnu tydeligere end hans stammende Tale røbede,
hvor nær den hele Sag var gaaet ham, hvor bit-
tert den havde græmmet og ydmyget ham, rørte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
