Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 14. 4. Januar 1885 - Steenbuch, Axel. Moderglæde. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 15.
2 IO
saa sig fortvivlet om og holdt Haanden mod
Tindingen. Derefter gik hun atter tiJ sit Arbejde.
Gamle Marie listede sig bort. Hun flakkede lidt
om og gik deqiaa op til en Læge og bad ham se
hen til Harnet.
Jeg giver mig ikke af med Fattigpraxis,
sagde han.
Hun lagde ti Kroner paa Rordet og gik. Og
igjen flakkede hun om i flere Timer. Sent lien paa
Aftenen maatte hun derud paa ny.
Hun kunde se, at Lægen stod i Stuen, men netop
var i Færd med at gaa.
Nu kommer jeg ikke mere i Aften, horte hun
ham sige. Han vendte sig om i Døren: Ja, De véd
vel nok. hvad Sygdommen hedder: den hedder Sult.«
Saa gik han.
Moderen bøjede sig over Barnet, da Doren var
lukket, lagde sin Haand kjærtegnende paa dets lille
Kind, rejste sig saa og lob Gulvet op og ned,
vridende Hænderne, og til sidst kastede hun sig ned ved
Sengen og hulkede.
Gamle Marie stod der ude og holdt Aandedrættet
tilbage; følte ikke, at hun blev kold; glemte rent, at
det sneede stærkt, Tøsne ovenikjobet, den der
bloder igjennem Tojet foroven og siver ind i Skoene
forneden.
Siden gik hun ganske langsomt ind til Byen.
Da kun kom ind i sit lille Kammer, tændte hun
en Stump Lys og tog Pakken i Torklædet frem.
Hun lukkede Sparekassebogen op og talte, hvor meget
der var. Og derefter sad hun længe og saa paa den,
inden hun pakkede den ind. Hun slukkede Lyset og
satte sig fuldt paaklædt paa Sengekanten.
^Theodora! hviskede hun. Du maa finde dig
i, at din Moder er en fattig Kone. Jeg kan ikke
holde det ud, du! Naar jeg er død, og du faar Bogen,
kan du se, at jeg en Gang har været meget rig;
saa du skal ikke skamme dig over mig alligevel!
Hun nikkede og smilte ud i det mørke Værelse,
rejste sig saa og stillede sig højtidelig op ved den
ene Væg, gik nogle Skridt frem og nejede: Hr.
Baron! det bliver grumme lidt. De faar nu. Men
De trænger jo ikke til mere; og De glemmer vel
ikke alt det, jeg har ofret paa Dem, Herregaarden og
alt det andet!«
Næste Morgen gik hun til Sparekassen, efter at
hun havde pyntet sig, saa vidt hun kunde. Hun
forlangte udbetalt alt, hvad der stod paa hendes Bog,
med Undtagelse af de forst indsatte fire hundrede
Kroner.
Vi De ogsaa have Renterne?« blev der spurgt.
Renterne? — ja, vist! ogsaa Renterne! men
ikke af de fire hundrede Kroner!
Da hun havde faaet Pengene, gik hun ud paa
Amager og traadte for første Gang Huset nær ved
Dagslyset. I Dag saa hun ikke ind ad Vinduet, men
bankede strax paa Døren og traadte ind.
Den udtærede, blege Moder laa paa Knæ ved
Sengen og spejdede ængstelig ind i sit syge Barns
Ansigt. Nu saa hun op, da Marie kom ind. Hun
kjendte hende strax og vilde have rejst sig og takket
for sidst, men blev liggende med et forundret Udtryk
i Ansigtet. Den gamle Kone var pyntet, og ikke
blot det, men hun søgte øjensynlig at lægge et Skjær
af Fornemhed over sit Væsen, var næsten vigtig,
syntes hun.
Gamle Marie satte sig knejsende paa en af
Stuens faa Stole, rømmede sig nogle Gange og
begyndte saa.
Jeg er meget rig, sagde hun, jeg har en meget
stor Formue, saa jeg kan faa. hvad jeg har Lyst til.
Nu har jeg faaet Lyst til en velskabt lille Pige,
Moderen drejede sig halvt om imod hende med
opspilede Øjne.
-Jeg har Lyst til at faa saadan en lille En —
blev Marie ved — »som jeg kan lade spasere ud
med en Amme med hvidt Forklæde, og som jeg kan
give Silkehat paa Hovedet og kjøre rundt i en fin
Barnevogn med broderede Puders
Moderen blev liggende paa Knæ, men vendte sig
endnu mere om.
Marie saa ikke paa hende; hun lænede sig magelig
og fornem tilbage.
Naar hun bliver større, faar hun Parasol, og .
hun kommer til at gaa i Silkekjoler og bliver kjort
til Bal, naar hun er voxen.
Moderen laa nu næsten helt hen ad Gulvet.
Marie saa pludselig paa hende, pegede paa Sengen
og spurgte: Hvor gammel er hun dér?
Mit Barn?« — Moderen saa forskræmt paa
hende.
Hun er vel nok et Par Aar, blev Marie ved,
da hun intet Svar fik. »Det var bedre, om hun
havde været yngre; saadan et halvt Aar vilde have
passet. Men det kan nu endda være det samme.
Hun rejste sig og gik hen til Sengen.
Maa jeg se det? sagde hun.
Men Moderen standsede hende, slog sine Anne
om hendes Ben og raabte vildt: »Hvad vil De? hvad
vil De?
Marie saå ned paa hende.
Giv mig Barnet! sagde hun, »jeg vil antage
det som mit eget.«
»Nej! nej!« Moderen sprang op og næsten
kastede sig hen over Barnet for at dække det.
Den lille begyndte at græde og græd stærkt.
Gamle Marie lukkede Øjnene og lyttede.
Lidt efter sagde .hun langsomt: *De kan maaske
nok taale at sulte; men den Lille maa ogsaa lære
det, og hun kan ikke taale det.
Moderen udstødte et Skrig, som gik over i Hulken.
Da aabnede Marie Øjnene og stod en Stund og
saå paa hende uden at tale.
»Lad mig løfte det!« sagde hun derefter.
Moderen rorte sig først ikke, men tilsidst lod
hun dog Marie tage Barnet, og den Gamle satte sig
paa en Stol, lagde det paa sit Skjød, klappede dets
smaa Kinder og følte paa dets smaa Arme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
