Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
bedre end marmor og bronce. Thi hun vilde ikke dø,
denne tidlig afdøde. Hun skrev denne bog i tolv år,
på reiser, mellem fornøielser, midt under arbeidet, i sin
ensomheds fortvilelse, og når hun for sammen i
livs-angst, i søvnløse nætter, og under salig hensynken i
naturen. Altid talte hun til ubekjendte,
allestedsnærværende tilhørere, hun talte til dem, for om hun skulde
dø ung dog at kunne blive på jorden i de fremmedes
erindring, som engang vilde "læse den. Et sådant
document humain af en ung pige, mener hun, det må
dog være interessant nok til ikke at blive glemt. Og
hun lover at fortælle alt om sin lille person, «alt, alt,
ikke alene alt, hvad hun tænker, men hun vil heller
ikke skjule det latterlige og ufordelagtige, hun opdagede:
thi hvilken ret havde denne hendes bog til at være til,
når det ikke var ved sin akkurate, absolute, strikte
sandhed?»
Nu, et document humain i de tre påkaldte
skyts-patroner Zolas, Maupassants og Goncourts ånd blev
vist-nok ikke disse bekjendelser. De indeholder ikke en
nøgen naturlighed. De er blufærdige, de besad ikke
alene naturbarnets blufærdighed, men også en anden:
den unge, drivhusvakre, sygelige verdensdames kunstlede,
fordringsfulde, sygelige blufærdighed, som under den
hvide, bløde, slæbende dragt, et verk af parisisk
skrædderkunst, skjuler blødende sår og dødens rådne
spor. Men hun lader os følge med, lige fra hendes livs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
