Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Livet i Fort Bodo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
368 I DET MØRKESTE AFRIKA.
1888
Mars 25.
Fort Bodo,
Det har været mig en daglig nydelse at hjælpes hen til
min løvrige buegang, for derfrå at iagttage den hurtige for
andring i kornets vekst paa markerne og for at se, hvorledes
vi havde trængt ind i skoven. Efterat vort dyrkbare areal
var bleven renset, ophakket og beplantet, blev det ikke
længe liggende nøgent med sin bare, brune overflade. En
skjøn dag blev marken grøn af unge maisblade, som i tusend
vis skjød frem af den som paa kommando. Endnu igaar,
som det da var, smilede vi ved at se den smekre hvide stilk
bøiet for at sprætte frem under en jordklump, der langsomt
løftede sig, og nu er klumperne skudte tilside; de bøiede
stilke har rettet sig op, og de jomfruelige planter har udfoldet
sine fine grønne kamme. Dag for dag har det været merke
ligt at se, hvorledes maisen har trivedes og vokset, med
hvilken kraft stilkene har tiltaget i tykkelse, har faaet større
blade og en dybere grøn farve. Den ene ved siden af den
anden, i god række og orden er de voksede op, bladene har
strakt sig frem mod hinanden til kjærlig omfavnelse, indtil
det hele er blevet en sammenhængende flrkantet maisager,
hvis susen ligner den fjerne skvulpen af en svag søgang mod
en kiselstrøet strand.
Dette er den musik, som jeg andægtig lytter til, medens
min medicinske ven ikke langt borte sidder paa vagt, og
skildvagter er posterede til at bevogte begge ender af alleen.
En svag bris blæser over skoven og vifter paa kornet, saa
der gaar som en skjælven over den hele åger, og jeg sidder
og ser paa korntoppene, som svaier og nikker og hilser paa
hinanden som mange smaabølger, i henrivende ynde og med
sød dæmpet røst, indtil døsighed kommer over mig og lukker
mine sanser, og søvnen bærer mig hen til fantasiens egne.
Naar solen staar lavt i vest og belyser underskoven horizon
talt med sit dæmpede lys, hjælper den gode doktor mig
paa benene igjen og støtter mig, medens jeg gaar hjem til
fortet, og mit korn byder mig farvel med en dansende
bevægelse og en bølgende ynde.
I den varme, drivende jordbund har maisen vokset
raskt, indtil den har naaet en uhyre høide, ligesaa stor som
skovens undervekst. Endnu for nogle faa uger siden ledte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
