Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVIII. Vi begiver os paa veien for at undsætte bagtroppen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456 I DET MØRKESTB AFRIKA.
1888
Juni 8.
Fort Bodo.
oplagt i bingerne, markerne var beredte til en ny plantning,
bananplantagerne gav fremdeles et uudtømmeligt forraad af
føde, de søde potetes voksede vildt paa de fleste steder, og
der var en rigelig mængde af bønner.
De ondskabsfulde dverge, wambuttferne, havde aflagt
natlige besøg og tildels herjet kornmarkerne, men løitnant
Stairs havde med nogle faa tapre blandt besætningen gjort
jagt paa røverne og jaget dem paa flugt; han mistede
en mand i træfningen, men han havde indgydt undermaals
tyvene en ordentlig skræk.
Fortet indesluttede nu 119 zanzibariter af hovedstyrken,
4 af Emin Paschas soldater, 98 madi-bærere og tre hvide fra
Albert Nyanza, foruden 57 zanzibariter og sudanesere med
to officerer, som dannede garnisonen, tilsammen 283 sjæle.
Det var ud af dette antal vi skulde danne en kolonne af
zanzibariske frivillige og madi-bærere for at ile major Bart
telot og bagtroppen til undsætning.
Efter to dages hvile holdtes der almindelig mønstring.
Man forklarede folkene heit og tydelig vor situations krav;
vore hvide brødre havde at kjæmpe med, Gud alenevidste hvilke
vanskeligfreder, som maatte forekomme dem større, end de
forekom os, thi vi havde gjennemgaaet dem og levede frem
deles, saa at vi kunde tåge det let. Thi erfaringen vilde
lære os at holde bedre hus med vore levnetsmidler, paa
hvilke steder vi skulde forfriske vore udmattede legemer for
saa at skynde os gjennem de mellemliggende udørkener, idet
vi sparede paa vore hjælpemidler. At gjense os vilde glæde
vore stakkels venner, som pintes af vor lange fraværelse,
og vore gode nyheder vilde sætte liv i de svageste og op
muntre de fortvilende. De vidste alle, hvilke skatte af klæde
og perler der var i forvaring hos bagtroppen. Vi kunde
ikke tåge alt med, da vi sandelig ikke havde brug for saa
meget. Hvorledes kunde vi bedre anvende dem end paa de
utrættelige, trofaste karle, der to gange havde fulgt sin herre
til Nyanza og tilbage til hans længe savnede venner?
«Jeg beder eder da, stil eder her ved min side, I, som’
er villige, og de, som foretrækker at forblive i fortet, bliver
staaende i gelederne.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
